Klumme: Hør kollegernes erfaringer

Det er vigtigt for sektoren at få flest mulige input fra jer om udviklingen i jeres fag, skriver sektorformand i Kost- og Servicesektoren Pia Heidi Nielsen. Jørgen True

På faggruppelandsmøderne udveksler kolleger erfaringer, og sektorbestyrelsen får besked om, hvad vi skal beskæftige os med – på jeres vegne.

19. august 2019

Tidligt på sommeren havde sektoren sit årlige faggruppelandsmøde, hvor ledere, køkkenansatte, serviceassistenter, privatansatte, vaskeriarbejdere og rengøringsansatte diskuterede udfordringer på deres arbejdsplads – hvordan tackler man chikane, udliciteringstrusler, opgaveglidning, ansatte på særlige vilkår og de mange andre små og store udfordringer, der er en del af arbejdsdagen.

Læs også: Nyt værktøj giver sundere børnemad

Deltagerne gav udtryk for, at de havde stor glæde af erfaringsudvekslingen med kolleger og muligheden for dialog med sektorbestyrelsen. Vi blev klogere på, hvad der optager jer, og det vil indgå i sektorens fremtidige arbejde og eventuelt i overenskomstkravene.

Jeg hørte også mange udveksle erfaringer om flytningerne til de nye supersygehuse. Det giver udfordringer, men der var faglige fif om, hvordan de kan glide lettere. Det samme hørte jeg, når der skal indføres ny teknologi.

Det er vigtigt at have gode argumenter til kurser og oplæring. Dem udvekslede deltagerne også på faggruppelandsmødet.

Læs også: Snittemaskine skåner arme og skuldre

Omkring 80 deltog i mødet, men vi kan være mange flere, og det er vigtigt for sektoren at få flest mulige input fra jer om udviklingen i jeres fag, arbejdsdag, udfordringerne, løsningerne – og mest af alt: Hvordan synes I, sektoren skal prioritere de opgaver, der handler om jeres arbejdsliv. Desværre fortalte mange, at de havde hørt om faggruppelandsmødet ved en tilfældighed, men det er i princippet åbent for alle – så længe der er plads.

Kontakt din FOA-afdeling, hvis du vil deltage til næste forår.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.