Demensbus kører ældre til frokost i det grønne
Da Thorkild, Bjørn, Henning, Bjarne og Viggo tog plads på bænken under den bornholmske røn med deres madpakker og saftevand, var det næsten som at kigge på P.S. Krøyers klassiske maleri ‘Hip Hip Hurra’. Livsglæden og humøret var i hvert fald lige så højt, da demensbussen fra Nyborg kørte ud i det grønne. Fagbladet FOA kørte med.
05. september 2019
Det startede som en nødløsning på grund af pladsmangel, men nu er Demensklubbens bushold i Nyborg Kommune en bragende succes. 26 borgere med let til moderat demens får en gang om ugen en tur med bussen, som kører på alle hverdage. Denne onsdag er Thorkild, 78 år, Bjørn, 84, Henning (“jeg er i 80’erne”), Bjarne, 81 og Viggo, 66, på tur sammen med social- og sundhedshjælper Helle Hansen og socialpædagog Helle Sørensen.