Sosu-formand om manglende adgang til journaler: De ansatte går på arbejde i blinde

Torben Hollmann er som formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA dybt frustreret over, at vi i 2019 fortsat har problemer med, at ansatte ikke har adgang til elektroniske journaler. Helt uforståeligt, kalder han det.  Jørgen True

Tilsynsrapporter viser, at der er problemer med, at ansatte i hjemmeplejen kan få adgang til journaler. Det kan medføre fejl, der kan plage de ansatte for altid, siger Torben Hollmann. 

15. juli 2019

Selvom journalen er et af de vigtigste arbejdsredskaber for ansatte i hjemmeplejen og hjemmesygeplejen, er det ikke alle ansatte, der har adgang til at kunne læse eller skrive i den. 
 
Det viser en gennemgang af 27 tilsynsrapporter, hvor der er givet et påbud. Det er Danmarks Radio (DR), der har foretaget gennemgangen.
 

Svært at få bugt med problemerne

Det er langt fra første gang problematikken er beskrevet, men det ser ud til, at nogle kommuner har svært ved at få bugt med problemerne, siger direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Inge Kristensen:
 

Læs også: Hjemmeplejeleder efter påbud: Vi har lært sindssygt meget

“Det, vi ser, er, at der ikke er ordentlige rutiner omkring vikarer. Blandt andet her i sommerperioden. Man har ikke lavet aftaler, som alle kender til. Det gør, at man kan komme i situationer, hvor man ikke kan logge sig ind, eller hvor man ikke kan læse op på for eksempel medicinhåndtering, “ siger Inge Kristensen og fortsætter:
 
“Det er ikke godt, for det er usikkert for borgerne, og det er utrygt for de ansatte.” 
 

FOA: Få det fikset

Det samme mener formand for FOAs Social- og Sundhedssektor, Torben Hollmann.
 
“Det er uforståeligt, at det ikke bare bliver fikset. Når det ikke er fikset, sender vi ansatte på arbejde i blinde. Det går ud over borgerne, men også vores medlemmer,” siger han og fortsætter:
 

Læs også: Trods utryghed og vold var det først efter drab, at tilsyn greb ind

“De ansatte kan komme til at begå en fejl, fordi de ikke har adgang til journalen. Den fejl kan plage dem resten af deres liv. Nogen kan endda miste deres autorisation.” 
 

Nogle påbud ophævet igen

Christian Harsløf er chef for digitalisering, ældre og sundhed i Kommunernes Landsforening. Til DR siger han:
 
“Kommunerne arbejder benhårdt på at sikre, at alle medarbejdere har adgang. Og så sker der engang imellem en fejl, og det skal vi være de første til at beklage.”
 
Ifølge DR er en række påbud ophævet igen, fordi problemerne er blevet løst, men i 16 kommuner er påbuddene stadig gældende.