Nye anbefalinger gør det nemmere at tale om den sidste tid
19 nye anbefalinger skal ændre på frygten for at tackle ældres sidste ønske forkert.
15. juli 2019
19 nye anbefalinger skal gøre det nemmere for sundhedsprofessionelle at tale med ældre og syge borgere om døden.
Ove Gaardboe er overlæge og har som ekstern konsulent for Dansk Selskab for Patientsikkerhed været med til at udarbejde anbefalingerne, der samlet hedder ‘Klar til samtalen’.
Læs også: Sosu: Det er blevet naturligt at tale om døden
Som tidligere overlæge på en akutmodtagelse har han oplevet, hvordan ældre patienter er blevet genoplivet mod deres vilje, fordi der ikke har stået i deres journal, at de ikke ønskede genoplivning.“De situationer kan undgås meget simpelt, hvis man får snakket om, hvor man er i livet. Med projektet ønsker vi at give flere mennesker i Danmark en værdig død og en død, de selv har været med til at bestemme over,” siger Ove Gaardboe.
Vil fjerne de ansattes frygt
Niels-Ulrich Holm er næstformand i Praktiserende Lægers Organisation og har siddet med i følgegruppen:
“Frygten for Styrelsen for Patientsikkerhed er det, der driver hele det her spøgelse. Alle er bange for at gøre noget forkert. Lægen ved udmærket godt, at det kan være en bekymring hos de ansatte i plejen, og vi vil gerne eliminere den bekymring,” siger Niels-Ulrich Holm og fortsætter:
Læs også: Ung sosu: Vi har et fælles ansvar for at tale vores fag op
“Anbefalingerne i ‘Klar til samtalen’ er en god anledning til at drøfte, hvor meget vi skal behandle i den sidste del af livet.”Formanden for Social- og Sundhedssektoren i FOA, Torben Hollmann, er glad for projektet, som FOA har medvirket i.
“Det vigtigste er, at personalet får nogle redskaber til at tage disse samtaler, som kan være svære – blandt andet på grund af lovgivningen. Nu får de hjælp til at tale med den ældre og stille spørgsmål: Hvordan vil du dø, hvor vil du dø, og vil du dø?” siger Torben Hollmann.