Frifundet pædagogmedhjælper mister sit job
Selv om politiet har frafaldet en sigtelse for seksuelt overgreb, bliver en pædagogmedhjælper fra Randers forflyttet fra sit job. FOA ønsker, at mandlige pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter, der bliver mistænkeliggjort uden grund, får hjælp af kommunen til at komme sig psykisk.
04. juli 2019
Opdateret 05.07.2019
Pædagogmedhjælperen, der i maj blev sigtet for seksuelt overgreb på en fireårig pige i en daginstitution i Randers, er renset for anklage. Alligevel må han ikke vende tilbage til sin arbejdsplads, Stjernehuset. Det står klart efter et ekstraordinært byrådsmøde indkaldt af byrådsmedlemmer, der var utilfredse med forvaltningens beslutning om at fjerne medarbejderen fra sit job.
”Vi har besluttet, at byrådet ikke tager beslutning i den her sag, fordi vi mener, at almindelig ansættelse og afskedigelse på det her niveau er forvaltningens afgørelse,” siger borgmester Torben Hansen (S) til DR.
Michael Maaløe, direktør for Børn og Skole i Randers Kommune, fortæller, at pædagogmedhjælperen, der fortsat er ansat i Randers Kommune, bliver omplaceret.
"Det har ledelsen vurderet på baggrund af hensyn til børnene, forældrene, medarbejderne, og at den specifikke medarbejder skal have en ny start. Hvor medarbejderen skal hen, er noget, vi taler med medarbejderen om," siger han.
Uhyggelig håndtering
Karin Mathiesen er formand for Pædagogisk Sektor i FOA Randers. Hun synes, det er bekymrende, at kommunen vælger at fjerne pædagogmedhjælperen fra et job, han har haft i 23 år, på trods af, at han er renset for alle anklager.
”Det viser umiddelbart, at man aldrig kan vide sig sikker, når man er anklaget for noget. Hvis nogle får lyst til at anklage mig, så er er det ligegyldigt, om politiet eller anklagemyndigheden har en anden holdning, så er jeg dømt,” siger hun og fortsætter:
”Som fagbevægelse får vi udfordringer, hvis det bliver normalen, at man kan fjerne eller afskedige folk, selvom der ikke har været grundlag for at rejse en sag. Det er skræmmende,” siger hun.
Fristen for at anke sagen udløber 15. juli. Indtil da afventer FOA Randers en officiel afgørelse fra forvaltningen.
"Vi er i tæt dialog med medlemmet og snakker om, hvad han helst vil. Vi behandler sagen, som vi gør med en hver anden sag," siger Karin Mathiesen.
Læs også: Timeansættelser går ud over fagligheden
Frygten fjerner nærværDet er ikke første gang, at pædagogisk personale er blevet grundløst beskyldt, fortæller Mogens Bech Madsen, som er formand for Pædagogisk Sektor i FOA. Han har erfaring med, at det har enorme konsekvenser for de beskyldte.
”Vi skal have nogle procedurer, der udelukker, at folk kan blive grundløst beskyldt. Eksempelvis ved at ansatte ikke må være alene med børnene. Samtidig skal institutioner passe på med ikke at overreagere med tiltag,” siger Mogens Bech Madsen, der mener, at sagerne også påvirker andre pædagogiske ansatte.
”Jeg tror, der er rigtig mange mandlige pædagoger, der i forvejen tænker sig rigtig godt om, før de foretager sig noget. Mange tager ikke længere børn på skødet. Der er også institutioner, hvor de ikke må. Det kan gå ud over den nære relation til børnene.”
Læs også: Sociale normeringer gør en kæmpe forskel
Mogens Bech Madsen efterspørger et beredskab, som kan hjælpe folk, der i sager som disse bliver grundløst beskyldt.”Jeg mener, at det er kommunens ansvar at hjælpe personer igennem og løfte dem. Det at blive beskyldt er en enorm belastning. Det kan ødelægge hele ens tilværelse,” siger han.
Opdateret: Ændret fra pædagoger til pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter. Opdateret interview med Karin Mathiesen.