Døgninstitution indfører ICDP: Børnenes behov i fokus
Ny metode på behandlingshjemmet Baunegård giver en rød tråd i det pædagogiske arbejde og lader i højere grad barnet med et handicap komme til orde.
15. august 2019
”Må jeg se dine kort?”
Andreas Bjørnboe smugkigger på Michelle Harboes UNO-kort.
”Aj, det må jeg godt. Jeg har jo vundet,” siger Andreas.
Læs også: Genåbning af dagtilbud: Nogle vil få brug for mere tid
Det er onsdag, klokken nærmer sig 17 og Michelle Harboe, hendes kollega Heidi Avnsø Petersen og 17-årige Andreas Bjørnboe, der bor på behandlingshjemmet Baunegård, har sat sig ned for at spille UNO. Det havde Andreas lyst til, så det fik han lov til. Også selvom det ikke var planlagt. Sådan var det ikke for bare et år siden.Barnet kommer først
Siden hele det pædagogiske personale i 2018 gennemgik uddannelsen i ICDP – International Child Development Programme – er de begyndt at lempe på det, sagt med deres egne ord, lidt ”rigide fokus på tidspunkter”, for i højere grad at tage udgangspunkt i børnenes individuelle behov.
Læs også: Timeansættelser går ud over fagligheden
”Hvis et barn har mere lyst til at se en film klokken 17, hvor han ellers skulle i bad, så justerer jeg efter det,” forklarer pædagog Michelle Harboe, der understreger, at hun altid lader barnet komme i første række.”Hvis jeg ved, det er et barn, der ikke kan tåle, at vi rykker badet halvanden time, så passer jeg på det enkelte barn og gør noget andet,” siger Michelle Harboe.
Har droppet kontaktpædagoger
På Baunegård er man gået væk fra den traditionelle idé om kontaktpædagoger. Tanken er, at barnet skal mødes ens, uanset hvem det henvender sig til.
”Børnene skal kunne opnå det samme, uanset om det er mig eller Michelle, de henvender sig til,” siger pædagogmedhjælper Heidi Avnsø Petersen, der oplever, at ICDP giver god mening på handicapområdet.
”Min oplevelse er, at børnene er vokset, fordi den her metode giver dem plads og medindflydelse,” siger Heidi Avnsø Petersen.
Livet er uforudsigeligt
Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk
Centralt for mange børn og unge på Baunegård er nemlig, at de kan have svært ved at mærke, hvad de har brug for. De kan kun mærke uro, frustration eller apati.”I dag kan de sige, at de gerne vil hoppe på trampolin, før de skal i bad. De ved også, at deres verden ikke ramler, hvis vi rykker en skærmtid en halv time frem eller tilbage,” forklarer Michelle Harboe, der understreger, at udviklingen tager tid.
”Det er små skridt, hver dag, ligesom det er meget individuelt fra barn til barn,” siger Michelle Harboe, der er overbevist om, at metoden gør en kæmpe forskel på sigt.
”Vi lærer ikke børnene noget ved at strukturere deres liv ud fra klokkeslæt. Vi er nødt til at gøre dem klar til det virkelige liv. Og det virkelige liv er uforudsigeligt.”