Ny serie: ”Vejen til mit fag”

Fra venstre: Ole Bruun Clausen, Sisse Strange Sejer, Steffen Goldschmidt, Jytte Dahl og Tina Wilsdahl fortæller alle om vejen til deres fag i vores nye temaserie. Claus Bonnerup, Jan Sommer og Niels Åge Skovbo. Grafik: FOA Kommunikation.

Hvordan endte du i dit fag? Det spørger vi om i en ny serie, hvor vi beder FOA-medlemmer fortælle baggrunden for deres valg.

01. juli 2019

Ole Bruun Clausen er skibsfører, Sisse Strange Sejer er køkkenleder, ordblinde Steffen Goldschmidt er pædagogisk assistent, Jytte Dahl arbejder som parkeringsvagt, og Tina Wilsdahl blev social- og sundhedsassistent – ligesom sin mor og moster.

Læs også: Bankmand, dykker og nu skibsfører: Sådan fandt Ole sin kurs

Det er i korte træk præsentationen af fem FOA-medlemmer – men bag de linjer gemmer sig fem vidt forskellige beretninger om, hvordan de landede i deres fag.

I temaet ”Vejen til mit fag” folder vi historierne ud, når vi beder fem FOA-medlemmer fortælle om deres karrierevej – som optakt til en serie, hvor endnu flere medlemmer fortæller om deres karrierevej.

Gode ambassadører

Alle fem har bevæget sig, siden de begyndte på arbejdsmarkedet, og det er ikke usædvanligt ifølge Arnt Vestergaard Louwi, lektor og ph.d. ved Center for Ungdomsforskning.

Læs også: Sosu: Jeg er naturligt draget af ældre

“Det er ikke fordi, vi skal uddanne os ud af uddannelsen, men det er vigtigt, at man kan se, hvad der er af udviklingsmuligheder, når man vælger en given uddannelse,” siger han.

Derudover fremhæver han, at vores valg også kan afhænge af, om et fag har gode ambassadører.

“Fede rollemodeller og narrativer er vigtige. Og det er uanset, om det drejer sig om at uddanne sig til social- og sundhedsassistent eller astronaut. Det skal være et identitetsprojekt, man kan se sig selv i.”

Arnt Vestergaard Louw nævner også gyldne øjeblikke som betydningsfulde i forhold til vores valg af karriere: “Vi har alle haft oplevelser, golden moments, hvor vi møder en person, der kan noget vanvittigt spændende, og så kobler vi os på. De øjeblikke kan vende vores verdensbillede og samle brikkerne og få dem til at give mening,” siger han.

Læs hele temaet her.

Hvorfor har du valgt dit fag?