Klumme: Psykiatrien skal have et løft

Vi har brug for en langsigtet plan, som skal forbedre psykiatrien hele vejen rundt, skriver sektorformand Torben Hollmann. Jørgen True

Den nye regering skal sætte handling bag ordene om en styrket psykiatri. Det kræver en gennemgribende plan for genopretning af en psykiatri i knæ.

17. juni 2019

En af de første opgaver for den nye regering bør være at give psykiatrien et grundigt løft. I valgkampen har vi hørt flere politikere love både det ene og andet for at forbedre forholdene for patienter og medarbejdere i psykiatrien. Nu er det tid til at indfri løfterne om en økonomisk indsprøjtning.

Psykiatrien har de seneste år været under et massivt pres. Et stigende antal borgere udskrives fra sengepladserne i psykiatrien, før de er klar til det. Det er et klart svigt, når borgerne ikke får den behandling, de har brug for. Det medfører genindlæggelser og i værste tilfælde, at de hårdtarbejdende ansatte og de øvrige borgere udsættes for fare.

En rapport fra Retspsykiatrisk Klinik dokumenterer, at der er begået syv drab af retspsykiatriske patienter i andet halvår 2016. De fleste kunne formentlig være undgået, hvis patienterne havde fået en bedre behandling.

Det er derfor ikke nok med en hårdt trængt økonomisk håndsrækning til området. Vi har brug for en langsigtet plan, som skal forbedre psykiatrien hele vejen rundt. Der skal først og fremmest være senge nok til det stigende antal psykiatriske patienter, så vi undgår, at psykisk syge borgere sendes tilbage til kommunerne, som ikke nødvendigvis har kompetencerne til at håndtere dem.

Med flere sengepladser skal der også følge mere personale. Det er indlysende, at det kræver en bedre normering for at sikre borgerne den bedste behandling, mindre tvang og de ansatte et bedre arbejdsmiljø og tryggere rammer

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.