Dagplejere sætter fokus på leg

Der var både ballonleg og mange grin, da omkring 430 dagplejere var samlet til landskonference i Nyborg 3.-4. juni, hvor der blandt andet var fokus på leg. Heidi Lundsgaard

Der var gakkede gangarter, væltekonkurrence og højlydte grin, da omkring 430 dagplejere satte fokus på leg under landskonferencen ’Kvalitet i dagplejen’.

03. juni 2019

Hvornår er vi egentlig så legende, at vi glemmer tid og sted? Det spørgsmål var ét blandt mange ved mandagens konference ’Kvalitet i dagplejen’.

Temaet var leg, og hvordan dagplejeren aktivt kan være med til at udvikle børns leg. For god legekultur opstår ikke af sig selv, lyder det fra to eksperter i leg.

”Nogle børn undgår de lege, som de ikke er så gode til. Men børn har gavn af at afprøve mange forskellige typer lege, og derfor har de brug for en voksen til at inspirere og guide dem,” siger kandidat i pædagogisk antropologi Kit Nørgaard.

 Leg skal læres

Både hun og forsker, ph.d. Pia Thomsen mener, at voksne også kan blive bedre til at lege.

 

”Mange voksne tager for givet, at børn lærer at lege af sig selv. Men ikke alle børn har lige adgang til legen. Nogle børn – især de sprogsvage – befinder sig i periferien og betragter andres leg. De har brug for voksne, som enten guider dem eller selv deltager i legen,” siger Pia Thomsen, som har foretaget observationer af leg og sprog i forskellige dagtilbud.

Til konferencen i Nyborg med omkring 430 dagplejere fra hele landet var der god mulighed for at øve sig i leg. Kit Nørgaard, som også er konsulent i leg og pædagogik, havde nemlig planlagt nogle øvelser, som skulle stimulere dagplejernes legende side.

 Legekort som inspiration

Blandt andet jungleleg, hvor deltagerne skulle stille sig i en rundkreds og gå rundt som skiftevis en elefant, en leopard og en flodhest. En konkurrence-leg, hvor dette gælder om at vælte hinanden to og to, og en fællesskabsleg, hvor det handler om at gå rundt i ring, synge en sang og så finde sammen to og to og give hinanden et kram eksempelvis.

 

”Når man konkurrerer eller fjoller rundt som et dyr, kan man finde den legende side af sig selv frem. Det handler om at finde ud af, hvad der gør os legende og få mere af den side ind i hverdagen,” tilføjer Kit Nørgaard.

Hun har i samarbejde med FOA udviklet en række legekort som inspiration til at udvikle børns leg. Kortene udgives i forbindelse med konferencen sammen med en pjece om børns leg, og materialerne kan bestilles her.

Læs herunder hvordan nogle af konferencens deltagere mener, at de kan blive mere legende i hverdagen.