Kommune kritiserer: Privat plejefirma lod ufaglærte udlevere medicin til ældre
Privat plejefirma har fået kritik fra kommunen for at lade ufaglærte udlevere medicin og udføre personlig pleje. En personalehåndbog viser, at personalet risikerer fyring, hvis de ytrer sig om virksomhedens interne forhold.
16. maj 2019
En mailkorrespondance mellem Halsnæs Kommune og det private plejefirma Vika Pleje viser, at kommunen er utilfreds med kvaliteten af den pleje, firmaet leverer.
Leder af Visitationen i Halsnæs Kommune, Jakob Bovin, skriver blandt andet i en mail til Vika Pleje fra oktober 2018, som Fagbladet FOA er i besiddelse af, at Vika Pleje har ladet ufaglært personale udlevere medicin og udføre personlig pleje. Det er ifølge Halsnæs Kommune mod retningslinjerne.
Efter en gennemgang af dokumenter, der vedrører Vika Pleje, konstaterer visitationens leder "en række kvalitetsproblemer, som er væsentligt under acceptabel standard, og som ikke kan fortsætte, hvis Vikapleje skal vedblive at være leverandør fremover.”
Frister blev ikke overholdt
Halsnæs Kommune havde forud for mailen givet Vika Pleje en frist på fem dage til at få rettet op de problemer, som firmaet havde.
Men i mailen fremgår det også, at Vika Pleje ikke overholdt kommunens frister:
“Jeg kan desværre konstatere, at Vika Plejes praksis med at lade ufaglært personale udføre personlig pleje inkl. udlevere medicin er fortsat til og med minimum den 21. oktober, dvs. ud over den tidsfrist på 5 dage regnet fra den 11. oktober 2018, som Vika Pleje har fået til at rette op på de kritisable forhold,” skriver leder af Visitationen Jakob Bovin.
I konflikt med oplysningspligten
Fagbladet FOA er i besiddelse af Vika Plejes personalehåndbog. Den viser, at personalet ikke må udtale sig om "virksomhedens interne meddelelser og instrukser til virksomhedens medarbejdere."
Det er dog ikke klargjort, hvad ledelsen i Vika Pleje definerer som en intern meddelelse eller instruks.
Irene Buus er afdelingsformand i FOA-afdelingen i Frederikssund. Hun er bekymret over de forhold, medarbejderne hos Vika Pleje er ansat under, fordi Vika Pleje har ikke tegnet overenskomst. Derudover mener hun, at formuleringen i personalehåndbogen om medarbejdernes ytringsfrihed bremser de ansatte i at udføre deres arbejde.
“Formuleringen fratager dem deres mulighed for at agere i forhold til deres skærpede oplysningspligt som social- og sundhedsmedarbejder. For de har skærpet oplysningspligt. Den bliver tilsidesat her, og det er ikke okay,” siger hun.
Det kan også blive problematisk for virksomheden selv, hvis de ansatte ikke må ytre sig om problemer, mener afdelingsformanden.
“Hvis man skal holde sin mund om alt, får man ikke øje på, hvis der foregår noget, som ikke er hensigtsmæssigt. Man kan ikke ændre det som virksomhed, hvis man ikke må tale sammen om problemerne,” siger hun.
Vika Pleje: Vi har en mundtlig aftale
Direktør for Vika Pleje, Naja Nordby, er på ferie og har derfor ikke mulighed for at svare på Fagbladet FOAs spørgsmål. Hun henviser til Pia Andersen, som er daglig leder. Pia Andersen svarer på spørgsmålene over mail.
Hun skriver blandt andet, at Vika Pleje har haft en mundtlig aftale med den tidligere visitationsleder om, at firmaet gerne måtte bruge ufaglærte til at udføre personlig pleje og udlevere medicin. Derudover mener Vika Pleje, at kommunens kritik er ukorrekt.
"Vi har svaret og reageret på den kritik, der blev fremsendt. En række af punkterne var baseret på forkerte, faktiske oplysninger hos kommunen, der i øvrigt ikke havde eller har dokumentation for. Vi håber på, at samarbejdet med kommunen kan udvikle sig og forbedres i fremtiden," skriver Pia Andersen.
I personalehåndbogen står der, at de ansatte er underlagt tavshedspligt omhandlende “interne meddelelser og instrukser til virksomhedens medarbejdere”. Potentielt kan formuleringen omfatte alt, du som leder oplyser medarbejderne. Hvorfor må de ansatte ikke tale om forholdene i en virksomhed, der bliver betalt af det offentlige for at levere velfærd til svage, og udsatte borgere?
"Det er i vores optik helt sædvanligt at indskrive medarbejderloyalitet og tavshedsforpligtelser i en ansættelseskontrakter eller personalehåndbøger på det private arbejdsmarked," svarer Pia Andersen.
Hun skriver videre, at virksomheden ikke har tegnet overenskomst for deres ansatte, fordi 'der er ordnede løn- og ansættelsesforhold i Vika Pleje'.
Kommune: Den aftale kender vi ikke
En mundtlig aftale om, at Vika Pleje må bruge ufaglærte til udlevering af medicin og personlig pleje, kender Halsnæs Kommune dog ikke til. Det skriver visitationsleder Jakob Bovin i en opfølgende mail til Fagbladet FOA.
"Kommunen er ikke bekendt med, at der skulle have været en sådan aftale, og hvad omfanget og varigheden af en sådan aftale måtte have været."
Han skriver videre, at Vika Pleje fortsat er under særlig observation, men at Halsnæs Kommune fokuserer på at se fremad.
"Uanset dette har kommunens fokus været at se fremad og sikre, at der leveres en pleje og omsorg til borgerne med kvalitet og sikkerhed."
Vika Pleje vil forhandle med FOA
På baggrund af medarbejdernes løn- og arbejdsvilkår i Vika Pleje har FOA onsdag den 15. maj varslet konflikt mod firmaet med start den 15. juni.
Efter konfliktvarslingen er FOA og Vika Pleje blevet enige om at mødes til forhandlinger den 3. juni.