Eksperter: Millionindkøb af eksterne vikarer giver ikke mening

På fem år er udgifterne til eksterne vikarer mere end tidoblet på Kofoedsminde. Det undrer eksperter. Joachim Rode

Institutionen Kofoedsminde har et internt vikarkorps, men købte alligevel eksterne vikarer for 44,6 millioner kroner sidste år. Brugen af de eksterne vikarer, som kritiseres af Socialtilsynet for at mangle faglighed, undrer eksperter i økonomistyring.

15. maj 2019

I 2018 brugte specialinstitutionen Kofoedsminde i Rødby 44,6 millioner kroner på eksterne vikarer og 20 millioner kroner på deres eget interne vikarkorps. 
 
Det store forbrug af eksterne vikarer undrer Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring på Aalborg Universitet. 
 
“Det virker mærkeligt, at man bruger et eksternt vikarbureau i det her omfang. Med mindre, det er meget specialiserede vikarer, og der er en god grund til, at man ikke kan ansætte, så er det generelt en fagligt dårlig idé, og det er generelt en fordyrende idé. Så derfor skal der være fokus på at nedbringe vikarforbruget. Både af faglige og økonomiske årsager,” siger han. 
 
Imidlertid er det ikke specialiserede vikarer, der kommer fra det vikarbureau. 
 
I flere rapporter udtaler Socialtilsyn Øst kritik af fagligheden blandt de eksterne vikarer. De skriver blandt andet, at de eksterne vikarer "påvirker det pædagogiske arbejde i negativ retning, og at vikarerne ikke har de fornødne og relevante kompetencer til at arbejde med så kompliceret en målgruppe".
 

Vikarer kan ikke betale sig 

Fagbladet FOA har også fremlagt sagen for Sof Thrane, professor i økonomistyring på CBS. Han undrer sig ligeledes over det store forbrug af eksterne vikarer på Kofoedsminde.
 
“Jeg kan ikke se noget økonomisk argument for, at du skulle have to vikarbureauer, et internt og et eksternt, og det eksterne får så meget forretning. Det kan normalt ikke betale sig at bruge vikarer i stort omfang og slet ikke så stort et omfang som her,” siger han. 
 
Fagbladet FOA har tidligere beskrevet, hvordan kapaciteten på Kofoedsminde er sat under pres gennem et stigende antal beboere. Samtidig gør et hårdt arbejdsmiljø det svært at tiltrække og fastholde medarbejdere. Rekrutteringsproblemer er da også den mest meningsfulde forklaring på det høje forbrug af eksterne vikarer, vurderer Sof Thrane:
 
“Den eneste reelle forklaring må være noget med, at det ligger i Rødby, og det er svært at rekruttere, og så er man tvunget til at bruge vikarer. Hvis det er tilfældet, så peger pilen vel lidt tilbage på regionen,” siger han.
 

Ser underligt ud

Kofoedsmindes nu tidligere viceforstander Flemming Lund er venner med ejeren af det eksterne vikarbureau, som institutionen har benyttet. De har været på udlandsrejser sammen. 
 
Efter Fagbladet FOA begyndte at undersøge forholdet mellem viceforstanderen og ejeren af det eksterne vikarbureau, blev Flemming Lund først fritstillet. Siden er han fratrådt sin stilling. Det store forbrug af offentlige midler på vikarer og deres venskab virker påfaldende, påpeger Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring fra Aalborg Universitet. 
 
“Det er noget, der ser lidt underligt ud, set i lyset af, at man har et så massivt vikarforbrug hos en bekendt. Det ser jo bekymrende ud på en eller anden måde,” siger han.
 

Millionoverskud i vikarfirma

I alt har Kofoedsminde brugt 133 millioner kroner eksklusiv moms på vikarydelser fra 2015 til udgangen af 2018 til det eksterne vikarbureau Vikarspecialisten. En gennemgang af virksomhedens regnskaber viser, at Vikarspecialisten i samme periode har trukket 14,7 millioner kroner ud i udbytte. 
 
Udbyttet er vokset siden 2015, hvor Vikarspecialisten tog de første opgaver på Kofoedsminde. I 2018 trak de to ejere Claus Martin Stechnik og Ermin Hamzic seks millioner kroner ud. 
 
“Det siger noget om, at det er en god forretning. Der er virkelig basis for at tjene nogle penge her,” siger Per Nikolaj Bukh, som understreger, at overskudsgraden ikke er usædvanlig sammenlignet med andre tilsvarende vikarvirksomheder.
 

Venskab har ikke spillet ind

Hos Vikarspecialisten understreger direktør Jens Buch, at de har vundet et EU-udbud i 2017 på vikaropgaven på Kofoedsminde på lige vilkår med deres i konkurrenter. Han afviser, at venskabet med Flemming Lund har givet Vikarspecialisten fordele. 
 
Det store indkøb af eksterne vikarer skyldes ifølge Jens Buch, at Kofoedsminde har svært at rekruttere medarbejdere.  
 
“Kofoedsminde har et påbud fra Arbejdstilsynet om, at der ikke må finde alenearbejde sted. Det vil sige, hvis der mangler en medarbejder, så er man nødt til at have en vikar ind,” siger han.
 

Personalenormen skal overholdes

Han fortæller, at Region Sjælland i kontrakten med Vikarspecialisten aldrig har efterspurgt autoriseret sundhedspersonale såsom social- og sundhedsassistenter.
 
- Hvilke medarbejdere har I aftalt med regionen, at I skal levere?

“Omsorgsmedhjælpere. Der har været et par enkelte gange, hvor de har forespurgt at få sundhedspersonale. Det mener jeg. Der har vi så fundet en, der var autoriseret til de her ting,” siger Jens Buch.
 
Han påpeger, at Vikarspecialistens ikke skal lave pædagogisk arbejde. De skal derimod bare sikre, at Arbejdstilsynet påbud om, at man ikke arbejder alene, bliver overholdt.
 
“Det er ikke os, der skal lave det pædagogiske arbejde. Det er de fastansatte. Vi skal være her for at sikre, at personalenormen bliver opretholdt, så der ikke finder alenearbejde sted,” siger Jens Buch.
 

Region: Mere uddannet personale

Hos Region Sjælland skriver Social- og Servicedirektør Michael Nørgaard i en mail, at man ønsker at nedbringe forbruget af eksterne vikarer og øge fagligheden på Kofoedsminde. 
 
“Det vil helt generelt være bedst for fagligheden, hvis vi kan rekruttere og fastansætte de faglige kompetencer, som vi har brug for. Det står ikke til diskussion, og det er også vores mål at have så meget uddannet personale som muligt,” skriver Michael Nørgaard i en mail.
 
Antallet af beboere på Kofoedsminde er ifølge en aktindsigt fra Region Sjælland vokset fra 47 i 2013 til 67 i 2019. 
 
Ifølge Michael Nørgaard har stigningen sat regionen under pres. Det er ifølge Social- og Servicedirektør årsagen til, at regionen i så høj grad benytter sig af eksterne vikarer, selvom de har deres eget interne vikarkorps
 
“Kofoedsminde har de seneste år stået i en hel ekstraordinær situation med en stigning i antallet af beboere,” skriver Michael Nørgaard i et svar. 
 
Han fortsætter:
 
“I den ekstraordinære situation er de eksterne vikarer blevet en betydelig del af løsningen med at skaffe personale, blandt andet fordi den store stigning i antallet af beboere er set som midlertidig, da vi arbejder på at nedbringe antallet igen.”

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den nu fratrådte viceforstander på Kofoedsminde Flemming Lund.