Dagtilbud vinder Arbejdsmiljøprisen 2019: Har halveret antallet af løft
Dagtilbuddene i Odense Kommune vinder Arbejdsmiljøprisen 2019 i kategorien Muskel- og Skeletbesvær for deres indsats, der både skåner personalets rygge og gør børnene mere selvhjulpne.
08. april 2019
”Det er helt fantastisk. Det er det simpelthen.”
Sådan lyder det fra fællesarbejdsmiljørepræsentant for Odense Kommunes dagplejere, Kim Johnsen. Kommunens dagtilbud og dagplejere har nemlig vundet Arbejdsmiljøprisen 2019 i kategorien Muskel- og Skeletbesvær. Deres indsat har gjort børnene mere selvhjulpne, og samtidig skåner indsatsen de ansattes rygge.
Udgangspunktet har været at indføre nogle mere børnevenlige løsninger. For eksempel skal børnene selv kravle op på puslebordet ved hjælp af en taburet, når de skal skiftes.
De skal selv tage støvler på i garderoben, fordi garderoben nu er indstillet til det. Børnene tager også selv støvlerne af igen, når de kommer ind ved hjælp af et redskab, der sætter støvlen i spænd. Derudover henter de også selv deres madpakker i køleskabet og dækker bord til frokost.
Færre arbejdsulykker
I 2009 blev der lavet en optælling, der viste, at en ansat på dagtilbudsområdet i Odense Kommune havde cirka 80 løft af børn om ugen og knappede omkring 600 barnevognsseler og trykknapper på bodystockinger ugentligt. I dag har de mere end halveret antallet af løft, og to tredjedele af trykkene er væk.
”Da vi undersøgte det, fandt vi ud af, at vi løftede mere end murerarbejdsmænd. Det gør vi ikke i dag, og antallet af arbejdsulykker er også faldet. I år har vi én enkelt rygskade i dagplejen. Førhen kunne vi ligge på en fem-ti stykker,” siger Kim Johnsen.
Udover de mange tiltag har alle arbejdspladser indenfor dagtilbudsområdet nu også mindst én ergonomivejleder. Ergonomivejlederen er en af de ansatte, der har været på en tre dages uddannelse i anatomi, fysiologi og børns motoriske udvikling. Dagplejere og pædagogisk personale i institutionerne har været på kursus sammen, og de er meget glade for samarbejdet, fortæller Kim Johnsen.
Bonus for både børn og voksne
Indsatsen har også gjort børnene mere selvhjulpne i dagligdagen. De er blevet til en slags samarbejdspartnere for det pædagogiske personale.
”Børnene synes simpelthen, det er en sejr. De er glade for, at de kan selv og vil selv – og må selv. Nogle må ikke selv hjemme hos mor og far, fordi de har ikke tid nok. Men vi dagplejere arbejder 48 timer om ugen, og så kan vi ligeså godt bruge tiden fornuftigt,” siger Kim Johnsen.
Næste skridt er at gøre børnene endnu mere selvhjulpne, fortæller Kim. Dagtilbuddene vil i endnu højere grad få børnene til også at være selvstændige hjemme hos forældrene.