Elever laver skolemad til 500

Eleverne møder klokken 8 i køkkenet, hvor der skal laves mad til 500 kuverter, så der er nok at tage fat på. I dag skal der blandt andet krydres kartofler og rives gulerødder – og så skal der køres servering. Jørgen True

Madlavning er en integreret del af undervisningen på Amager Fælled Skole i København. Eleverne lærer at samarbejde og være en del af en travl arbejdsplads. Og så får de udfordret deres smagsløg.

02. april 2019

Hver uge er otte elever med i køkkenet på Amager Fælled Skole for at lave mad til skolens kantineordning. Sådan har det været siden 2010, hvor Amager Fælled Skole blev en madskole. Målet er at give eleverne madmod.

Denne dag, hvor Fagbladet FOA er på besøg, er det elever fra 7.U, der er trukket i forklædet. Der skal laves coleslaw, steges hvilling og anrettes.