Serviceassistent får hjælp til det hårde arbejde
Robotter er på vej til at tage det tunge, hårde rengøringsarbejde på hospitalerne. “Men de kan ikke gøre det bedre, end mennesker kan,” siger professor.
27. marts 2019
Odense Universitetshospital (OUH) har for nylig fået leveret to gulvvaskerobotter, og ser-viceassistent og tillidsrepræsentant Christina Ellemann Larsen glæder sig over, at de overtager vasken af nogle af de store gulvarealer.
“Det kan være hårdt og rutinepræget at køre rundt på gulvvaskemaskinerne i flere timer,” siger hun. Kollegaen Jeanette Bendtsen er allerede oplært i at betjene robotten og synes, den er nem at have med at gøre.
Læs også: Sådan aflaster robotter i rengøringen på hospitaler
“Den kører langsomt, men det gør ikke noget, for vi kan jo lave andet arbejde, mens den vasker gulv,” siger hun.Christina Ellemann Larsen regner ikke med, at introduktionen af robotterne kommer til at forløbe helt gnidningsløst, men hun føler, at de er godt forberedt. Blandt andet ved de fra andre hospitaler, at det er vigtigt, at mange ansatte kan betjene robotterne.
“Måske skal en person have ansvaret, men vi vil sørge for, at flere af os bliver oplært i at bruge dem. Ellers risikerer de at strande et sted, og så gør de jo ikke meget gavn,” siger hun.
Slipper for klor
OUH har som det førstehospital i landet også købt en robot til at dræbe smittefarlige bakterier. Den kan ved hjælp af UV-stråler fjerne 99,9 procent af alle bakterier på en stue, hvor en patient med for eksempel MRSA eller clostridium har været indlagt.Læs også: Nødråb fra de lavest lønnede: ”Det er altid os, der er sidst i køen”
Ifølge servicechef Carsten Holmer, OUH, er hospitalet gået med i udviklingen af robotten for at hjælpe med at nedbringe antallet af hospitalsinfektioner – men også for at forbedre de ansattes arbejdsmiljø.
Sparer tid
Christina Ellemann Larsen vurderer, at det har taget mellem 25-60 minutter at rengøre en stue med klorservietter eller sprit.“Vi kom ikke i kontakt med klor, for vi har de korrekte værnemidler. Men de er varme og ubekvemme at bruge, så det bliver dejligt, at robotten gør det arbejde for os, og vi dermed kan bruge tid på andre opgaver,” siger hun.