Pædagogisk personale: Vi har ikke tid til at trøste
Omsorgen halter i daginstitutionerne. Det viste en tv-dokumentar mandag aften. Billedet af børn, der ikke får den nødvendige voksenkontakt, underbygges af ny undersøgelse, som FOA står bag.
12. marts 2019
Der er ikke tid nok til at trøste et barn, der græder. Eller til at hjælpe et barn, som ikke har nogen at lege med. Eller til at løse konflikter mellem to børn, som kommer op at toppes om en rød legetøjsbil.
Det er hverdagen for ansatte i vuggestuer og børnehaver.
I en ny undersøgelse, som analysefirmaet Bureau 2000 har lavet for FOA, svarer 53 procent af de ansatte i vuggestuer og børnehaver, at de dagligt eller flere gange om ugen oplever, at de ikke har tid til at give børnene tilstrækkelig med omsorg.
"Gør ondt at se"
Den oplevelse bekræfter en ny dokumentar ʻHvem passer vores børn’ fra Danmarks Radio, som blev vist på DR2 i mandag aften (11. marts).
Her blev der sat billeder, ord og gråd fra både voksne og børn på forholdene i de danske daginstitutioner.
Signe Nielsen, der er formand for FOLA (Forældrenes Landsorganisation) så som mange andre danskere programmet.
“Det gør ondt at se, hvordan børnene bliver svigtet i daginstitutionerne. Det går lige i maven, og jeg kan høre på de forældre, der har kontaktet mig efterfølgende, at de har dårlig samvittighed og lyst til at blive hjemme fra arbejde,” siger hun til Fagbladet FOA.
Børn bliver utrygge af manglende øjenkontakt
Rikke Yde Tordrup, psykolog og klinisk specialist i børn og unge, medvirker i programmet, hvor hun får vist klip fra dagligdagssituationer med børn i vuggestue og børnehave. Hun er ligesom forældrenes formand dybt bekymret.
“Børn har brug for at lære i relation. Når de oplever noget, har de brug for at kigge tilbage og få øjenkontakt med en voksen for at finde ud af, om det er farligt eller okay. Øjenkontakten med de voksne giver barnet ro, tryghed og retning. I dagplejen, vuggestuen og børnehaven skal der stå en pædagog og kigge tilbage. Det gør der bare alt for sjældent,” siger Rikke Yde Tordrup til Fagbladet FOA.
Mange vuggestuebørn og børnehavebørn går i institution syv til otte timer hver dag. Den manglende voksenkontakt har ifølge Rikke Yde Tordrup store negative konsekvenser for børnene:
“I fem år har de børn ikke kunnet bruge nogen voksnes øjne til at regulere sig til ro. Når de så kommer i skole, bliver de meget urolige, når en voksen søger den øjenkontakt. De ved ikke, hvad de skal stille op med den, for de har ikke lært det, da de var små. Derfor ser vi flere børn, der bliver ekstremt urolige og larmende i indskolingen," siger hun.
Det er ikke børnenes skyld, fastslår Rikke Yde Tordrup. Det skyldes, at de skal vokse op med så lave normeringer.
"Børnenes mistrivsel er en helt naturlig konsekvens af, at vi har skruet så meget ned for normeringerne. Værktøjet er at sætte normeringerne op. Punktum,” siger Rikke Yde Tordrup.
Det gør ondt at se, hvordan børnene bliver svigtet i daginstitutionerne. Det går lige i maven, og jeg kan høre på de forældre, der kontakter mig, at de får dårlig samvittighed og lyst til at blive hjemme fra arbejde."
Signe Nielsen, formand for FOLA (Forældrenes Landsorganisation)
Genopret daginstitutionsområdet
FOLAs formand Signe Nielsen er helt enig. Hun mener, at der er brug for en samlet genopretningsplan for daginstitutionsområdet, herunder en bedre økonomi til institutionerne.
I FOA bakker pædagogisk sektorformand Mogens Bech Madsen op.
“Der er helt enkelt behov for, at politikerne på Christiansborg sikrer flere penge til kommunerne. Det betaler sig. Vi ved, at de penge, vi investerer i stærke voksenrelationer og omsorg i børnenes første tid, tjener sig selv hjem, fordi børnene får færre udfordringer senere i livet,” siger han.
Han peger på, at både regeringen og andre partier er opmærksomme på, at børn skal have en god start i livet, men at det kun i begrænset omfang har ført til handling.
“Regeringens 1000-dages-program, som kommer de udsatte børn til gode, er et skridt i den rigtige retning. Men den nye undersøgelse peger på, at det kniber med omsorgen for alle børn i vores daginstitutioner. Og får børnene ikke den omsorg, tryghed og nærhed, der er så vigtig i deres tidlige år, påvirker det dem langt ind i voksenlivet,” siger Mogens Bech Madsen.