Sosu om besparelser: Jeg er nervøs for, at der skal dødsfald til for at forstå alvoren

Intet område i Assens Kommune går fri af de massive besparelser. På ældreområdet skal der spares over fire millioner kroner. Colourbox

Assens Kommune skal spare over fire millioner på ældreområdet. Social- og sundhedshjælper Gitte Schmidt frygter, at nedskæringerne vil resultere i dødsfald blandt borgerne.

15. februar 2019

4.225.000 kroner. Det skal Assens Kommune spare på rengøring og pleje til kommunens ældre frem mod 2021. Besparelserne betyder, de ældre nu får gjort rent 10 gange om året – altså omtrent hver femte uge. De kan ikke længere få vasket gulv. Tøjvask foregår hver anden uge, og de kan kun få ryddet op og vasket op fire gange om ugen. Toiletbesøg er reduceret fra 6-8 gange i døgnet til 5-7 gange i døgnet.

Gitte Schmidt er social- og sundhedshjælper og fællestillidsrepræsentant i hjemmeplejen i Assens. Hun frygter de konsekvenser, besparelserne vil føre med sig.

”Det her kommer til at gå ud over borgerne. Jeg er nervøs for, om der skal dødsfald til, før politikerne finder ud af, hvor alvorligt det er,” siger hun.

Borgerne skælder ud

Udover at besparelserne går ud over borgernes rengøring, personlige pleje og måske i sidste ende deres sikkerhed, fortæller Gitte Schmidt, at det også påvirker hende og kollegerne. De bliver mødt med skældud, når de kommer hjem til borgerne.

”Mange af borgerne har svært ved at forstå, at det er nogle andre, der bestemmer, hvad vi skal lave. Så vi bliver mødt af skældud både fra borgerne og de pårørende. Vi sidder som en lus mellem to negle. Det er ikke særlig sjovt,” siger hun.

Hun er bekymret for, hvor længe hun og hendes kolleger kan holde til at knokle så meget, som kommunens spareplan fordrer, at de gør.

”Rammebesparelserne er bare en løb-stærkere-knap. Vi skal nå det samme på kortere tid. Men vi kan ikke løbe stærkere. Grænsen er nået,” siger hun.

Sektorformand i FOA: Det er det værste, jeg nogensinde har set

Hans Jørgensen er formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA Odense. Han har aldrig oplevet noget lignende.

”Besparelserne er de værste, jeg nogensinde har set. Det med rengøring hver femte uge fylder rigtig meget, og det er jo slemt, men det er jo også helt galt med besparelserne på plejen. Vores medlemmer er dybt, dybt frustrerede,” siger han.

Han forstår godt, at kommunen har svært ved at rekruttere social- og sundhedspersonale med de besparelser og vilkår. 

”Det ville undre mig, hvis unge mennesker i kommunen tænkte: Det er da det job, jeg søger ind i,” siger han.

Borgmesteren i Assens deler bekymringer

Søren Steen Andersen (V) er borgmester i Assens Kommune. Han forstår de bekymringer, som besparelserne fører med sig.

”Jeg deler folks bekymringer fuldstændig. Jeg deler også anskuelsen om, at det er nogle uværdige besparelser. Men jeg frygter dog ikke for, at nogen skal dø. Jeg mener stadig, vi har en hjemmepleje, der kan håndtere det,” siger han.

Søren Steen Andersen fortæller, at der er flere grunde til, at Assens Kommune skal spare så meget. Mange uforudsete udgifter, kommunal medfinansiering og udligningsordningen blandt andet, har gjort, at Assens Kommune i 2018 brugte 68 millioner kroner mere, end de havde budgetteret med.

”Det har ramt os helt sindssygt, og det rammer hele vejen rundt. Grunden til, at vi skal spare, er jo ikke, at vi i Assens har lavet et mærkeligt fantasiprojekt eller har købt et Superliga-stadion. Vi kunne ikke forudse de her udfordringer. Så vi var nødt til at skære til, og det gør ondt,” siger han.

Han forsøger at råbe politikerne på Christiansborg op, for han mener ikke, at de økonomiske ordninger, der fører til besparelserne for Assens Kommune, er rimelige.