Pædagog plaget af håndeksem: Vågner af det om natten

Line Larsson tror ikke, det er muligt for hende at blive i sit job som vuggestuepædagog, hvis hendes eksem bliver værre, end det er i dag.  Jørgen True

Pædagog Line Karlsson har håndeksem. Hun passer på sine hænder, men har svært ved at holde eksemet nede. 

27. februar 2019

Knoerne på Line Larssons hænder er røde og  tørre, og mellem fingrene er huden hård. Hun har håndeksem på tredje år. 

“Udseendet på hænderne gør mig ikke noget. Men jeg er generet af det, når det svier og klør. Indimellem vågner jeg af det, fordi jeg kradser det til blods i søvne,” siger hun. 

Læs også: En ud af syv pædagogisk ansatte har haft håndeksem

I Line Larssons job som vuggestuepædagog i Vinkelager Børnehus i Vanløse kan hun sagtens vaske hænder 20 gange i arbejdstiden. Hun tror, det er årsagen til håndeksemet. 

For to år siden gik hun til lægen, hvor hun fik en hormoncreme, som hun smører med to gange dagligt i 14 dage ad gangen. Men hver gang hun afslutter kuren, kommer eksemet tilbage måneden efter. 

“Jeg har talt med min leder om at gå til lægen igen og blive testet for, om der er noget i vores produkter, jeg ikke kan tåle. Men jeg tror det ærlig talt ikke. Samtidig vil jeg tjekke op på, om lægen har meldt eksemet som en arbejdsskadesag,” siger hun.

Bytter vand ud med sprit

Da Lines eksem brød ud for tre år siden, blev hun mere bevidst om altid at bruge handsker, når hun har hænderne i vand i længere tid. Hun bytter også flere af håndvaskene ud med håndsprit, da lægen sagde, det ville være bedre for hendes hænder. 

Læs også: Gode råd mod håndeksem i en coronatid

“Jeg har delt min viden fra lægen med mine kolleger, men generelt er det ikke noget, vi har fokus på. Vi er enormt gode til at holde hinanden op på hygiejne og ergonomi, men håndeksem fylder ikke i hverdagen,” siger hun.