Ny aftale sikrer 3.000 flere sosu-praktikpladser

For at sikre medarbejdere nok til fremtidens stigende antal ældre er der indgået en aftale, der giver mulighed for at uddanne 30 procent flere social- og sundhedshjælpere samt assistenter, Michael Bo Rasmussen (arkivfoto)

FOA har sammen med KL, regionerne og regeringen indgået en ny aftale, der skal sikre 3.000 flere sosu-elever de næste to år. Samtidig sikrer aftalen en udligning af lønforskelle, fordi kommunerne på sigt overtager arbejdsgiveransvaret.

06. februar 2019

Landets sosu-skoler kan se frem til at skulle optage op til 30 procent flere elever over de næste to år. 

Det sker som resultat af en praktikpladsaftale, der er indgået mellem Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, regeringen og FOA.

I alt er antallet af praktikpladser for social- og sundhedsassistentelever hævet til 6.000, mens antallet af praktikpladser til social- og sundhedshjælperelever er hævet til 3.000. Det er en stigning på ca. 30 procent. 

Læs også: Mange sosu-elever opsiges i praktikken

Nu begynder rugbrødsarbejdet
De ekstra praktikpladser glæder Torben Hollmann, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, selvom han er klar over, at aftalen i sig selv ikke sikrer flere elever.

“Nu er rammen på plads. Hvis ikke vi havde gjort noget, ville der aldrig komme flere elever ind, for så havde kommunerne ikke fået de penge, de skulle have,” siger han og tilføjer:

“Det er nu, det virkelige arbejde starter. Vi skal gøre området attraktivt, vi skal sørge for ordentlig vejledning og en ordentlig overgang fra skole til praktik, og vi skal tale faget op, som vi altid taler om. Det er nu, det rigtige rugbrødsarbejde begynder, “ siger han.

Læs også: FOA vil sikre sosu-assistentelever samme løn

Aftaler udligner elevløn

Hos KL er formand for Løn- og Personaleudvalget, Michael Ziegler, glad for aftalen og ser den som endnu et skridt i den rigtige retning i forsøget på at forbedre rekrutteringen til sosu-faget:

“Vi er ikke i mål endnu, men vi har taget vigtige skridt i forhold til den udfordring, vi står overfor,” siger han.

Med aftalen overtager kommunerne på sigt arbejdsgiveransvaret. Det betyder, at man som social- og sundhedsassistentelev fra 2020 kun kan søge ansættelse i en kommune og ikke i en region som i dag. Det vil dog ikke ændre praktikken, som fortsat både vil være på sygehuse og i kommunerne.

“Sosu-medarbejderne har en nøglerolle i vores velfærdssamfund. Når vi har ønsket at overtage arbejdsgiveransvaret, er det fordi det giver mening for kommunerne og for eleverne. Det somatiske og det psykiske indgår stadig i uddannelsen, og derfor har regionerne stadig en vigtig rolle,” siger Michael Ziegler.

Det indebærer også, at lønnen for social- og sundhedsassistentelever, der begynder på uddannelsen i 2020 vil blive den samme. I dag har elever ansat i kommunerne tjent mere end elever i regionerne. 

Fagets muligheder skal formidles

Hos Danske SOSU-skoler er aftalen vigtig, fordi der i dag er geografiske udfordringer i forhold til at få praktikpladser nok.  

For formand Jeppe Poulsen ligger der en vigtig fælles opgave i at formidle de muligheder, der er med en sosu-uddannelse:

“Hver eneste social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent skal huske at få sagt højt, at det er gode uddannelser og vigtigt arbejde, der venter,” siger Jeppe Poulsen og fortsætter:

“Det er ikke en kampagne på glitteret papir, der skal til. Det handler om at få formidlet vores fag og de muligheder, der ligger i det: at der er jobgaranti de næste mange år og mulighed for videreuddannelse og livslang videreudvikling,” siger Jeppe Poulsen.

Med aftalen har parterne desuden forpligtet hinanden til at nedbringe frafaldet på uddannelserne. I dag er der et frafald på ca. 14 procent, og det skal nedbringes til 10 procent.