Ny lov gavner patienters sikkerhed

Paramediciner Søren Steen, der er ansat i Ambulance Syd i Sønderborg, glæder sig over de nye regler for autorisation: "Det her gør jo ikke, at jeg bliver dygtigere til mit arbejde i morgen. Men jeg tror, at det på sigt vil højne faget og respekten og hele anerkendelsen af det sundhedsfaglige system,”. Heidi Lundsgaard

I fremtiden kræver det autorisation at blive ambulanceredder og paramediciner. Sektorformand Reiner Burgwald er glad på vegne af både ansatte og patienter.

26. februar 2019

Fremover er det ikke længere alle og enhver, der kan kalde sig ambulancebehandler eller paramediciner. En ny lov giver autorisation og beskyttede titler til mandskabet i de danske ambulancer. 

“Det er et kvalitetsstempel, at man fra regeringens side anerkender vores fag,” siger Heinrich Larsen, der er paramediciner i Region Sjælland. Han er sikker på, at autorisationen vil skabe mere tryghed for borgerne. 

Læs også: ”Det højner respekten for os”

“Hvis jeg skal have en vvs’er, vil jeg også helst have en autoriseret. Vi har manglet den sidste formelle anerkendelse af, at det er godt, det vi render og laver,” siger Heinrich Larsen. 

Autorisationen er samfundets anerkendelse af faglig kvalitet.

Reiner Burgwald, sektorformand. 

Behov og muligheder 

Den nye lov kommer blandt andet efter et samarbejde mellem 3F, Danske Regioner og FOA, og her er sektorformand Reiner Burgwald godt tilfreds. 

“Autorisationen er samfundets anerkendelse af faglig kvalitet og styrker dermed også patientsikkerheden,” siger Reiner Burgwald. 

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

“Udviklingen på sundhedsområdet går stærkt, og behovet og mulighederne for at begynde såvel behandling som diagnosticering i ambulancerne vil kun stige i de kommende år,” forudser han. 

Ifølge Heinrich Larsen vil den udvikling smitte af på kravene til uddannelsesniveauet.  

“Man bliver nødt til at have en opkvalificering og kende den ramme, man arbejder inden for. Ellers er autorisationen et vandstempel, der forsvinder, når det er tørt igen,” siger han. Den nye lov træder i kraft 1. juli.