Ekspert: Handicappedes retssikkerhed tilsidesat

Mathias' forældre, der begge har fuldtidsjob, passer og plejer deres handicappede søn i dagtimerne. De tør ikke længere sende ham hen på det dagtilbud under den private bostedskoncern Habitus, som han er visiteret til. Jørgen True

Handicappede Mathias blev lam efter alvorlig selvskade og kom hjem fra sit dagtilbud med skader. Alligevel undlod kommunen i flere år at føre tilsyn med ham.

21. marts 2019

Mathias Poulsen og de øvrige handicappede borgere, der siden 2013 har været visiteret til det private dagtilbud Habitus Dagtilbud Brøndbyskoven, har været dårligt stillet retssikkerhedsmæssigt.

Læs også: Handicappede låser sig inde af frygt for overgreb

Loven slår fast, at Brøndby Kommune, som institutionen ligger i, er forpligtet til at føre et tilsyn med driften af dagtilbuddet. Alligevel har kommunen i flere år undladt at komme på tilsynsbesøg på dagtilbuddet, der har ansvaret for nogle af samfundets mest udsatte borgere. 

”Det er svært overhovedet at bruge ordet retssikkerhed om den position, disse borgere har været i. De er blevet stillet meget, meget ringe,” siger Eva Naur, lektor i socialret på Aarhus Universitet.

Sår i ansigtet

Sagen begyndte, da Mathias’ forældre henvendte sig til Brøndby Kommune, fordi de var bekymrede over sønnens trivsel på dagtilbuddet. 

Forældrene klagede også til Køge Kommune – den kommune Mathias har bopæl i – og som har visiteret ham til dagtilbuddet. De har nemlig ansvaret for at føre personligt tilsyn med ham.

Læs også: Handicaporganisation: Bosteds vikar-fidus skader borgernes trivsel

Men da forældrene henvendte sig til de to kommuner, kom det frem, at Køge Kommune ikke har ført personrettet tilsyn med Mathias på Habitus Dagtilbud Brøndbyskoven siden i 2014. 

Derudover viste det sig, at Brøndby Kommune siden 2013 og frem til forældrenes henvendelse ikke havde udarbejdet tilsynsrapporter fra det driftsorienterede tilsyn, de ifølge loven er forpligtet til at føre.

”Det er meget problematisk, at der ikke bliver ført de tilsyn, der bør. Man bliver nødt til løbende at føre tilsyn. Både det driftsorienterede tilsyn og det personrettede tilsyn,” siger Sif Holst, næstformand i Danske Handicaporganisationer.

Kommune: Ikke godt nok

Brøndby Kommune erkender over for Fagbladet FOA, at kommunen ikke har levet op til lovens forskrifter om tilsyn i perioden fra 2013 til 2016. Kommunen fastholder dog, at de har ført et tilsyn med driften af dagtilbuddet i 2017 i forbindelse med, at de har ført et personrettet tilsyn med deres egne borgere på Habitus' dagtilbud.

Læs også: Handicappet blev glemt i to døgn uden mad og drikke

Ifølge Brøndby Kommune betyder det, at oplysningerne fra det driftsorienterede tilsyn er blevet journaliseret på fortrolige personsager, og offentligheden derfor ikke kan få indsigt i resultaterne af tilsynet.

”Det gør det jo sværere for de øvrige kommuner og for samfundet at finde ud af, hvordan tilbuddet ser ud. Vi mener derfor, at det driftsorienterede tilsyn og det personrettede tilsyn skal adskilles,” siger Sif Holst, næstformand i Danske Handicaporganisationer.

Notat manglede

Når en kommune fører tilsyn med driften, vil den på baggrund af tilsynet typisk udforme en rapport eller et notat . Brøndby Kommune har trods flere rykkere fra Fagbladet FOA ikke fremsendt et traditionelt notat fra tilsynet, som de hævder, de har ført i 2017. 

Det kan være problematisk, vurderer Eva Naur, lektor i socialret på Aarhus Universitet.

Læs også: FOA: Umoralsk at private bostedsejere tjener millionbeløb mens borgerne svigtes

”Er der ikke nogen rapport eller noget notat, er det svært at vide, om kommunen overhovedet har ført tilsyn. For at det driftsorienterede tilsyn skal være meningsfuldt, skal der som minimum være et journalnotat herom. Såfremt sådan dokumentation ikke kan fremfindes, vil det efter min vurdering være i strid med forvaltningsrettens krav til journalføring og notatpligt,” siger Eva Naur.

Direktør: Notat har en anden form

Fagbladet FOA har forelagt Brøndby Kommune denne kritik. I en mail fastholder Niels Peter Møller, direktør i Brøndby Kommune, at Brøndby Kommune har ført tilsyn med Habitus Dagtilbud Brøndbyskoven. 

Notatet fra det driftsorienterede tilsyn har dog ikke form af et egentligt notat, men eksisterer i form af en masse forskellige dokumenter, som kommunen har tilegnet sig i forbindelse med det personrettede tilsyn, forklarer han.

”Da det generelle tilsyn er sket som led i det individuelle tilsyn, har tilsynsnotaterne i 2017 karakter af statusser, møder, rundvisninger, handleplaner, vurderinger af magtanvendelser m.v. Jeg må derfor understrege, at Brøndby Kommune har ført tilsyn, og at dette er dokumenteret. Brøndby Kommune har i juni 2018 ændret sin tilsynspraksis,” skriver Niels Peter Møller.

Kommune spænder ben for sig selv

Efter at hun er blevet forelagt svaret fra direktør Niels Peter Møller, fastholder Eva Naur, lektor i socialret på Aarhus Universitet, at kommunens dokumentationspraksis i 2017 er problematisk.

”Da formålet med at holde driftsorienterede tilsyn er, at man skal have et klart billede af, om stedet lever op til kommunens krav, og om der er særlige indsatsområder, der skal følges op på, spænder man ben for sig selv som kommune, når man ikke laver et klart notat om dette, som man holder adskilt fra personsagen,” skriver hun. 

”Min vurdering er derfor stadig, at der som minimum skal være en form for separat notat om, at man hermed også har konstateret, at der ikke er noget at bemærke i forhold til det driftsorienterede tilsyn. Denne sag viser jo tydeligt, hvor problematisk det er, når man ikke kan dokumentere, at man har foretaget et tilstrækkeligt driftsorienteret tilsyn,” skriver hun.
 

Kommuner beklager

Fagbladet FOA har siden sommeren 2018 været i kontakt med forvaltningen i Brøndby Kommune i denne sag. Efter borgmester Kent Max Magelund (S) i Brøndby Kommune har fået kendskab til sagen, har han sendt et brev til Fagbladet FOA. Her slår han fast, at forvaltningens tilsynspraksis ikke har været i orden.
 

Læs også: Forældres nødråb: Privat botilbud gambler med vores barns liv

”Som det fremgår af den politiske redegørelse og flere af svarene til dig, er der på forskellig vis ført tilsyn med dagtilbuddet, men opgaveløsningen må samlet set anses for utilstrækkelig, særligt frem til 2017.”

Hos Køge Kommune erkender Lissie Kirk (S), formand for social- og arbejdsmarkedsudvalget i Køge Kommune, at forvaltningens tilsynspraksis med handicappede Mathias ikke har været god nok.

Læs også: Bostedsejere køber vikarer for millionbeløb af eget firma

”Jeg kunne godt ønske, at der tidligere var ført et personrettet tilsyn med Mathias,” skriver hun og fortsætter:

”Jeg har noteret mig, at forvaltningen har strammet op på den praksis.”

Ingen kommentarer

Fagbladet FOA har i forbindelse med denne og en række andre artikler om kommunernes manglende tilsyn på Habitus’ bosteder forsøgt at få en kommentar fra Martin Godske, direktør for Habitus-koncernen. 

I en mail skriver han, at han ingen kommentarer har.