4 gode råd om integration: Sådan bliver I gode kolleger
Vejen til den vellykkede integration på arbejdspladsen: Tydelighed, tålmodighed og nysgerrighed, lyder rådene.
06. februar 2019
Chancerne for, at du får en ny kollega med indvandrerbaggrund er store. Ifølge en undersøgelse fra FOA er antallet af medlemmer med indvandrer eller efterkommerbaggrund stigende.
Læs også: Flere indvandrere og efterkommere i FOA
Fagbladet FOA har bedt Pernille Kiær, som er udviklingschef hos Forenede Dampvaskerier om nogle gode råd til, hvordan I på arbejdspladsen kan hjælpe en nydansk kollega. Pernille Kiær er også bestyrelsesmedlem i Foreningen Nydansker:1. Tal dansk – men tal højt, tydeligt og langsomt
Det kan være fristende at tale engelsk med nydanske kolleger, hvis begge parter kan det sprog, men det er en rigtig dårlig idé. Det kræver meget sprogforståelse for nydanskere at udføre opgaver på arbejdspladsen, og den kommer kun ved at øve sig på det svære, danske sprog i dagligdagen.
Læs også: Rengøringsassistent: I mit team taler vi dansk
Som nydansker er det helt okay, hvis du siger til dine kolleger, at du ikke forstår, hvad de siger. Det kan føles grænseoverskridende, men det er meget bedre at spørge tre gange om det samme end at havne i en misforståelse på grund af sprogbarrierer.2. Sæt ord på de uskrevne regler
De fleste arbejdspladser rummer en mængde uskrevne regler, der kan være afgørende for et godt samarbejde. Over for nydanskere kan det for eksempel være en god idé at sætte ord på, hvorfor I spiser sammen i frokostpausen eller beskrive konkret, hvad formålet med morgenmødet er og hvem, der taler hvornår.
Det er kulturbestemte ting, som er gode at få beskrevet for især de nydanskere, som lige er kommet til landet. Hvis du som ny – i landet og på arbejdspladsen – ikke forstår de forskellige regler og traditioner, så spørg endelig din kollega.
Mange nye kolleger med dansk oprindelse vil også have brug for, at garvede kolleger fortæller, hvordan tingene foregår på arbejdspladsen.
3. Vær nysgerrig og spørg
Uanset om man har dansk oprindelse eller er ny i Danmark, kan det føles svært at stille spørgsmål til kollegers kultur eller religion. Men det er ikke farligt at spørge, og langt de fleste vil gerne fortælle.
Læs også: Her oversætter flersprogede sosu'er for ældre
Så vær bare åben og sig, at du spørger, fordi du gerne vil blive klogere og lære vedkommende bedre at kende. Hvis I har en kantine, kan I for eksempel bruge den til at lære hinandens madkulturer at kende. Det vil helt sikkert give anledning til snakke om kultur og traditioner.4. Husk sociale arrangementer
Det er altid en god idé at opfordre alle kolleger til at deltage i sociale arrangementer. Men nogle kolleger har måske ikke lyst til at komme til julefrokosten, fordi der bliver serveret alkohol.
Det er derfor en god idé også at arrangere en sommerfest, hvor børn og familier er inviterede eller lave en hyggeaften med god mad og for eksempel et foredrag eller en film.
Kilde: Pernille Kiær, udviklingschef hos De Forenede Dampvaskerier A/S (DFD) og bestyrelsesmedlem i Foreningen Nydansker.