Klumme: Brug de kommunale svømmehaller
Teknik- og Servicesektoren ønsker, at kommunale svømmehaller åbner sig for flest mulige aktiviteter.
10. december 2018
Alle landets kommuner har svømmehaller. Heldigvis for det. Nogle kommuner har overladt driften af dem til selvejende foreninger og enkelte til svømmeklubber.
Fælles for dem er, at kun meget få kommuner har en erklæret og besluttet strategi for brugen af hallerne, og det er sørgeligt. Fælles for hallerne er, at de har været dyre at bygge og er dyre i drift og vedligeholdelse.
Dette faktum gør det blot endnu mere uforståeligt, at man ikke kerer sig mere om deres anvendelse, end tilfældet er.
I Teknik- og Servicesektoren har vi altid ment, at kommunen og dens borgere lige så godt kan få så meget valuta som muligt for de penge, der er investeret i svømmehallerne.
De bør have lange åbningstider for offentlig adgang, de bør indgå i den kommunale rehabiliteringsindsats, og så bør de – undskyld udtrykket – svømme over med gode arrangementer og aktivitetstilbud.
Alt andet er både tåbeligt og ærgerligt og dybest set spild af kommunens penge.
Reiner Burgwald, sektorformand.