Lønstigning på vej: Se hvad du får

Seks gange i alt stiger din løn i overenskomstperioden indtil 2020, og nu i oktober 2018 får du anden rate. Det betyder, at du med en løn på 20.000 kroner om måneden stiger 228 kroner, hvis du arbejder i en kommune og 182 kroner, hvis du arbejder i en region. Colourbox

Fra 1. oktober 2018 får din løn endnu et nøk opad, når lønnen for offentligt ansatte stiger med 1,14 og 0,91 procent. Det er en del af de samlede lønstigninger, der er forhandlet under OK18.  

26. oktober 2018

Opdateret 31.10.2018 klokken 15.30

Nu stiger din løn lidt igen. I april fik du din første lønstigning på 1,10 procent. Nu får du anden rate, nemlig 1,14 procent, hvis du er ansat i en kommune og 0,91 procent, hvis du er ansat i en region. 

Overenskomstresultatet i foråret sikrede nemlig offentligt ansatte i regioner og kommuner en lønstigning, der bliver udbetalt i rater hen over en treårsperiode frem mod næste overenskomstperiode. Sidste rate får du på din lønkonto i oktober 2020. 

Ekstra penge på kontoen

Hvis du tjener 20.000 kroner om måneden før skat, betyder lønstigningen her i oktober 2018, at du som kommunalt ansat kan forvente at stige 228 kroner ekstra om måneden. Som ansat i en region med samme løn kan du forvente 182 kroner om måneden i lønstigning.

Læs også: Tjek om du bliver snydt: 5 typiske fejl på lønsedlen

Med en løn på 25.000 kroner, kan du forvente 285 kroner ekstra månedligt på lønkontoen i kommuner og 227 kroner i regioner. 

Og med en løn på 30.000 kroner vil du få 342 kroner ekstra om måneden i kommuner og 273 kroner i regioner i lønudbetalingen for oktober. 

Gælder hele lønnen

Lønstigningen på 1,14 procent gælder alle ansatte i kommunerne på FOA-overenskomst, uanset om du er på heltid eller deltid, og uanset om du tjener 20.000 kroner eller ej. Det samme gælder lønstigningen på 0,91 procent i regionerne, som kommer alle ansatte på FOA-overenskomst i regionerne til gode.

Hvis du tjener 18.000 kroner, vil stigningen altså være 1,14 procent af de 18.000 kroner i kommunerne og 0,91 procent af 18.000 i regionerne. 

Læs også: Sådan finder du frem til din løn

Den procentuelle stigning gælder alle løndele. Det vil sige, at din pension, dine kvalifikationstillæg og dine lokalt aftalte tillæg også stiger med 1,14 henholdsvis 0,91 procent afhængig af, om du er ansat i kommune eller region.

Lønnen stiger seks gange

I alt stiger din løn seks gange henover de næste tre år. Næste lønstigning er på omkring 1 procent og falder 1. oktober 2019. Den sidste lønstigning får du den 1. oktober 2020, og på det tidspunkt vil hele reallønsstigningen i regioner og kommuner, der blev forhandlet på plads under overenskomstforhandlingerne i 2018, være fuldt indfaset. 

Lønstigningerne på det offentlige område er baseret på lønudviklingen på det private arbejdsmarked og er afhængig af den så kaldte reguleringsordning. Altså afhænger den samlede lønstigning på 6,81 procent i regioner og 6,82 procent i kommuner, der blev forhandlet hjem under OK18, af reguleringsordningen. 

Lønstigningen kan derfor ende med at blive både lidt mindre og lidt større alt afhængig af lønudviklingen på det private arbejdsmarked. 

Løntjek og lønmagasin 

Hvis du vil vide mere om din løn, se lønmagasinet for stat, region og kommune her. Og se denne guide til, hvordan du læser dit lønmagasin

Hvis du er usikker på, om du får den rigtige løn, kan du kontakte din tillidsrepræsentant. Du kan også kontakte din afdeling og få et løntjek

Sådan regner du

Se, hvad der står på din lønseddel. Hvis du er ansat i en kommune, og vil finde frem til, hvad 1,14 procents lønstigning betyder for dig, så ganger du din løn før skat med 0,0114 for at finde frem til resultatet. 

Hvis din løn for eksempel er på 19.500 kroner, så taster du 19.500 x 0,0114 ind i din lommeregner. Din lønstigning er altså på 222,30 kroner. 

Læs også: OK18: Få det fulde overblik over forligene i stat, kommuner og regioner

Hvis du er ansat i en region og vil finde frem til, hvad 0,91 procents lønstigning betyder for dig, så ganger du din løn før skat med 0,0091 for at finde frem til resultatet. 

Hvis din løn for eksempel er på 19.500, så ganger du med 0,0091. Resultatet er 177,45 kroner. 

Alle lønstigninger er før skat.

Kilde: Finn Grønmar, konsulent i FOA Overenskomst

Rettet: Vi skrev, at lønstigningen ved 30.000 kroner i månedsløn i kommuner er på 420 kroner. Det var en fejl, den er i stedet 342 kroner.