Sådan kommer du i form med Fodbold Fitness

Fodbold Fitness får masser af voksne kvinder og mænd ud på banerne, for det er sjovt at spille småspil. Nybegyndere er også velkomne.
01. november 2018
“Det starter med, at man vil være sund, men så opdager man, at det er sjovt. Sådan begynder mange på Fodbold Fitness,” siger Laila Ottesen, forsker på Københavns Universitets Institut for Idræt og Ernæring med speciale i Fodbold Fitness.
Læs også: 4 trin til en bedre søvn
Fodbold Fitness er fleksibel motionsfodbold for voksne. Det foregår en gang om ugen i 386 foreninger landet over og er både for begyndere og for dem, der har spillet før.En træner laver opvarmning, øvelser og sætter småspil i gang. Det kan være tre spillere mod tre eller fire mod fire alt efter, hvor mange der kommer.
Drop dårlig samvittighed
Der er ingen kampe og turneringer i Fodbold Fitness, kun træningsaftener. Derfor er det ikke så vigtigt, om alle møder op hver gang:“Fleksibiliteten er afgørende for, at voksne med børn og job kan være med. Skal du til forældremøde, behøver du ikke føle, at du svigter fodboldholdet,” forklarer Laila Ottesen.
Læs også: Sosu kæreste med smeden fra ’Rigtige mænd’: Få de 5 bedste tips til et sundt liv
Det sociale har dog stor betydning for deltagerne:“Du kan have mange gode intentioner om en sund livsstil, men hvis du kun træner af pligt, holder det ikke. Ved Fodbold Fitness møder du andre, I griner sammen og spørger ind til hinandens liv, og træningen og hyggen bliver vigtig for deltagerne. Sundhed listes ind samtidig,” siger hun.
En del kvinder oplever ifølge Laila Ottesen, at de med Fodbold Fitness bliver lukket ind i et fodboldfællesskab, som deres mand og børn måske er med i, men som de ikke selv har haft adgang til.