Sosu-hjælper efter dødsbrand: Jeg bliver mindet om branden hver dag
Social- og sundhedshjælper Lena Dyrby Maarup var på arbejde, da Plejecenter Farsøhthus på Djursland brød i brand og tre beboere omkom. Siden har hun og kollegerne bearbejdet tragedien med hjælp fra krisepsykologer, kolleger og ledelsen.
Af
Linda Hansen
29. august 2018
Udenfor er facaden med de gule mursten sodsværtet, og der er sat plader over vinduerne. Indenfor i stueetagen er Afdeling Øst på Plejecenter Farsøhthus i Allingåbro på Djursland lukket af for både beboere og personale. De røde og hvide bånd viser tydeligt, hvor politiafspærringen starter. Og lugten af røg er heller ikke til at komme udenom.
Fredag den 3. august om aftenen gik der ild i en lejlighed på plejehjemmet. Ilden spredte sig til i alt fire lejligheder i stueetagen i afdeling øst – trods en hurtig indsats fra både personale og det lokale brandvæsen. Tre beboere døde som følge af branden, mens resten af fløjens beboere kom fra det med livet i behold.
Passerer brandstedet hver dag
Tre uger efter branden er det stadig svært for Lena Dyrby Maarup at slippe det, der skete. Hun bliver bogstaveligt talt mindet om det, hver gang hun træder ind på plejehjemmets matrikel. For at komme ind og udføre sit arbejde skal hun nemlig passere brandstedet, hvor der stadig er tydelige spor efter de tragiske hændelser.
”Man bliver jo påmindet om det hver dag, fra man møder på arbejdet. Det første, jeg ser, er soden og de brændte vinduer med tildækning for,” siger hun til Fagbladet FOA, der som de første har fået lov til at komme indenfor og høre hele historien.
Den fredag, branden hærger Lenas arbejdsplads, møder hun ind på aftenvagt klokken 15, som hun plejer. Og i den korte pause klokken 16, taler hun blandt andet med kollegerne om den brand, der tidligere på dagen hærgede Assentoft Kro ved Randers.
”Vi snakker om, at vi må huske at se nyhederne for at følge med i, hvad der er sket. Men det nåede vi aldrig, for vi havde lige gjort klar til beboernes aftensmad, da vores egen brandalarm gik i gang,” siger Lena Dyrby Maarup.
Derfra går tingene stærkt.
Sort røg vælter frem
”Vi har jo prøvet før, at brandalarmen er gået, fordi der har været ild i en skraldespand eller noget. Men her kunne vi se den dér sorte røg, som vælter frem. Og røgen begynder også at trække ind ad de åbne vinduer på etagen ovenover,” siger Lena Dyrby Maarup.
Og branddørene smækker. For Lena og de andre ansatte betyder det, at de ikke længere må gå ind til de beboere, som er samlet og klar til at spise aftensmad inde i Afdeling Øst. Heller ikke for at redde dem væk fra ilden.
”Der er jo 10-11 beboere på hver afdeling, men når branddørene smækker, må vi ikke gå ind til dem. Det er kun brandfolk og røgdykkere, som må det, og de er hos os og tager sig af beboerne og får dem ud,” siger Lena Dyrby Maarup.
Havde mest lyst til at hjælpe
Alligevel var det svært for hende at acceptere situationen.
”Jeg havde mest lyst til at åbne døren og gå derind. For jeg har selvfølgelig i hovedet, at alle beboerne sidder derinde, og jeg vil gerne ind og hjælpe og redde. Vi plejer jo at hjælpe med at lægge dem i seng og alt muligt.”
Lena Dyrby Maarup går i stedet rundt sammen med kollegerne ved plejehjemmet og hjælper, hvor hun kan. Hun giver de evakuerede beboere lidt at drikke, noget rent tøj eller taler med dem. Og hun taler med politi og brandfolk.
Lena Dyrby Maarup arbejder den aften på 1. sal i østfløjen - etagen lige over branden. Og hun kan se, at alle beboerne fra 1. sal er kommet ud. Det holder både hun og kollegerne øje med. Men mens hun venter på ’sine’ beboere, flyver tankerne rundt i hovedet.
”Jeg vidste, at fire af ’mine’ beboere sad i køkkenet og spiste på 1. sal. Og der stod jeg udenfor og kunne kun tænke på, at bare de nu forstod, at de skulle gå fra området, for den sorte røg gik lige op til vinduet, hvor de sad og spiste. Og heldigvis kom de jo ud,” siger Lena Dyrby Maarup.
I stueetagen får brandfolkene også beboerne ud én for én. Men ikke alle sammen. To beboere omkommer i branden, mens en tredje af beboerne kommer på hospitalet og afgår ved døden efter nogle dage på grund af sine skader.
Krisehjælp til ansatte
For både Lena Dyrby Maarup og hendes kolleger har branden i starten af august sat sig sine spor i hverdagen. Både Lena og mange af hendes kolleger har modtaget krisehjælp for at håndtere begivenhederne den aften.
”Krisepsykologerne var der allerede første aften, hvor de talte med både beboerne og os andre, og siden har vi talt med dem efter behov. Jeg selv er lige stoppet med krisepsykologen, nu taler jeg med mine kolleger i stedet,” siger Lena Dyrby Maarup.
Men i starten var det nødvendigt for hende at tale med psykologen - blandt andet om skyldfølelsen.
”Psykologerne sagde til os, at hvis vi gik med en tanke om, at vi kunne have gjort det anderledes, så var det vigtigt at bearbejde det, så vi ikke følte skyld. For vi havde gjort, hvad vi kunne. For mit eget vedkommende tænker jeg nu, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, og det gjorde de andre jo også. Men selvfølgelig er jeg rigtig ked af det, der er sket, og at der var nogle af beboerne, der døde,” siger Lena Dyrby Maarup.
At hun og kollegerne gjorde en flot indsats, bekræftede det lokale beredskab i Allingåbro allerede dagen efter i et Facebook-opslag den 4. august:
”Fra brandfolkene i Allingåbro og fra det samlede beredskab skal der lyde en dybfølt tak til de mange borgere og det plejepersonale, der hjalp os undervejs i indsatsen. Jeres hjælp var uvurderlig. Vores varmeste tanker går til de pårørende og efterladte til de omkomne beboere,” skriver de blandt andet i opslaget.
Mange mødte op og hjalp
På Farsøhthus er de glade for rosen. For det betyder noget, at andre kan se, at de gjorde alt hvad de kunne den aften med branden. Samtidig blev både Lena Dyrby Maarup og hendes kolleger overraskede over, hvor mange borgere fra Allingåbro, pårørende og ansatte med fri, der mødte op den aften ved plejecentret for at give en hjælpende hånd.
”Altså, da vi stod udenfor om aftenen, og der bare blev ved med at komme folk hele tiden, tænkte jeg: ”du godeste, hun har da fri i dag”, eller ”hun har da ferie”. Min næste tanke var, at jeg altid godt har kunnet lide mine kolleger, men det her, det giver da bare et ekstra plus,” siger Lena Dyrby Maarup om de mange hjælpende hænder.
Derfor har sammenholdet da også efterfølgende fået et nøk opad. Både mellem kollegerne, men også mellem ledelsen og de ansatte. Egentlig skulle deres to ledere være gået på ferie den fredag, men de tog i stedet arbejdshandskerne på og var med til at få tingene til at hænge sammen for hele arbejdspladsen i de efterfølgende dage.
Kolleger og ledelse hjælper
Og derfor har Lena Dyrby Maarup stoppet samtalerne med krisepsykologen og klarer sig nu igennem med kolleger og ledelsen på Farsøhthus.
”Vi er meget tæt på hinanden. Og vi hjælper og støtter hinanden. Hvis der er et eller andet – også i forhold til branden, så går jeg ind til en af dem eller dem alle, når vi alligevel har en lille pause, og så taler vi om det. Så er der noget ved at komme på arbejde, når man har sådanne kolleger,” siger Lena Dyrby Maarup.
Alligevel er der noget, som både hun og kollegerne mangler at gøre, for at kunne slippe branden helt og komme videre med livet.
”Mange af os vil frygtelig gerne ind og se den afdeling, der er brændt ned. For ligesom at få en afslutning på det hele. Se, hvor forfærdeligt der ser ud, for at forstå hvor frygteligt, det var. Jeg vil gerne se stedet med mine egne øjne, så jeg kan komme af med det, jeg har oplevet. Men vi må lige vente til alle undersøgelser er færdige. Så det går jeg og venter på,” siger Lena Dyrby Maarup.