Hoppeborg, grill og linedance: Sosu'er sørger for campinghygge

"Jeg personligt brænder meget for at give vores beboere nye oplevelser, masser af knus og kram og masser af nærvær. Det er for mig lige så vigtigt, som at de skal have mad og medicin," siger social- og sundhedsassistent Annika Viborg, der for syvende år i træk arrangerer campingferie for plejehjemsbeboerne på Røde Kors Hjemmet. Michael Bo Rasmussen

Linedance, hoppeborg, grillmad, dans og en bette en til kaffen. Se, hvordan plejehjemsbeboere fra Røde Kors Hjemmet nød campinglivet i Løgstør.

23. juli 2018

For syvende år i træk fik plejehjemsbeboerne på Røde Kors Hjemmet i Løgstør mulighed for i en uge at være campister. Alle årene har social- og sundhedsassistent Annika Viborg været med til at arrangere turen.

”Al personale, beboere og frivillige er sat ind for at give beboerne den bedst mulige oplevelse af sommerferie og sommerhygge. Ud over at få medicin og mad, synes jeg, det er så vigtigt, at man oplever at leve.”

”Beboerne bliver fyldt med nærvær, omsorg, oplevelser og nye ting, de kan snakke med os og hinanden om. Vi får også et bedre samarbejde med pårørende og frivillige, da vi alle kommer tættere på hinanden i ikke vante omgivelser,” siger Annika Viborg.

Aktiviteter fra morgen til aften

Programmet for ugen var tæt pakket fra morgen til aften og bød blandt andet på linedance, besøg af dagplejebørn, grillkylling og pomfritter, dans til Tage Spillemand og en bette en til aftenkaffen. 

98-årige Hildegard Gundersen var glad for, at personalet endnu en gang arrangerede turen.

”De prøver på at få de ældre til at interessere sig for noget, så de ikke falder sammen, som man siger. For ellers sidder de bare, og der sker ikke noget. Her kommer de lidt ud, og der sker noget,” siger hun.

Øverst i artiklen kan du i videoen se, hvordan både beboere og personale hyggede sig med blandt andet dans og hoppeborg.