Så smart er arbejdsmiljøet forbedret for p-vagter

Parkeringsvagterne i København behøver ikke længere have falkeblik for at se på datoer på beboerlicenser. En lille håndterminal skanner nummerpladerne og brummer, når der er noget at komme efter. Parkeringsvagt i København, Henrik Fosdam fortæller om håndterminalen og hvordan den skåner nakken og gør arbejdet mere sikkert.  Jørgen True

En smart lille håndterminal har forbedret det fysiske arbejdsmiljø for parkeringsvagterne i København.

24. juli 2018

Hvordan virker håndterminalen?
Håndterminalen er en mobiltelefon med nogle apps på. Så går vi med kameraet tændt og skanner nummerpladerne. I princippet skanner jeg alle de biler, der holder parkeret for at se, om de også har betalt. 

Læs også: Overfald udløser kameraer til p-vagter

Håndterminalen tjekker, om der er betalt for beboer- eller erhvervslicenser. Er der betalt, lyser den grønt, er der ikke, lyser den rødt, og så brummer den, så jeg kan mærke det.

Hvordan kan sådan en lille dims forbedre arbejdsmiljøet?
Før skulle vi have falkeøjne for at se på datoerne på hver enkelt licens, her går du bare langs bilerne og sørger for at holde håndterminalen i den rette vinkel. 

Læs også: Smerter i nakke, skuldre og arme: Disse øvelser vil hjælpe dig

Og fordi den brummer automatisk, skal jeg ikke gå med nakken i en dum stilling for at kigge på displayet hele tiden.

Så kan I også bedre se, hvad I træder i?
Ja! Det er 100 procent sikkert. Vi skal ikke længere stå i rabatten for at se efter i forruden. Og så har der jo været nogle klistrede ildelugtende sager under fødderne, fordi vi rendte rundt i bedene.

Og fordi, vi ikke skal ind mellem bilerne, slår vi heller ikke skinnebenet mod anhængerkrogen – sådan nogle kan give nogle grimme slag, hvis man ikke lige ser dem.