PAU-elev i praktik: "Det har styrket min lyst til at blive dagplejer"
Dagplejer Gitte Olsen er vejleder for pædagogiske assistentelever i praktik. Hun ser det som en gave at være to voksne om børnene.
12. juli 2018
“Pude,” hviner Viktor på halvandet år begejstret, da dagplejer Gitte Olsen tager ‘sangpuderne’ frem og lægger dem på gulvet. Nu skal der synges. Og han ved præcis, hvordan det foregår.
Han sætter sig resolut og viser Maja Schmidt Jensen, at hun skal sidde på puden ved siden af hans. Hun er pædagogisk assistentelev og er netop kommet tilbage i praktik hos Gitte Olsen efter at have været to måneder hos en anden dagplejer.
Læs også: Dagplejer indførte ugentlige evalueringer og fik nye indsigter
Viktor husker tydeligvis Maja fra sidst, for han griner konstant til hende og uddeler mange krammere. Maja Schmidt Jensen er 19 år og har altid vidst, at hun gerne vil være dagplejer. Derfor var det en positiv overraskelse, at det var muligt at komme i dagplejepraktik i Svendborg Kommune.“Jeg nyder at kunne være så tæt på det enkelte barn. Desuden er jeg sammen med vejlederen hele tiden. Det fungerer rigtig godt,” fortæller Maja Schmidt Jensen, der er blevet styrket i lysten til at være dagplejer selv, når hun engang får sit eget hjem.
Giver liv og sparring i hverdagen
For Gitte Olsen har det været helt naturligt at tage praktikanter, efter hun selv blev færdig med uddannelsen for to år siden. Hun vil gerne vise kvaliteterne i dagplejen frem, og desuden oplever hun det som en gave at være to voksne.Læs også: Dagplejere indfører praktisk funktion og får mere nærvær og ro
“Vi sparrer med hinanden om børnenes trivsel og reaktioner, når der er middagspause og prøver at sætte teoretiske begreber på, hvad vi oplever. På den måde får vi begge nye øjne på vores pædagogiske arbejde,” fortæller Gitte Olsen.Maja har givet udtryk for, at hun gerne vil lære at være tydeligere over for børnene. Derfor har Gitte haft særligt fokus på at anerkende, når det er lykkedes.
“En dag, da Maja stod for at gøre et af børnene klar til middagsluren, hørte jeg at hun tre-fire gange sagde, at barnet skulle have skiftet ble, men barnet ville ikke. Bagefter sagde jeg til Maja, at det er okay at sige: ‘Det bestemmer jeg’. Det har hun taget til sig med det samme,” fortæller Gitte Olsen.