Fodboldfest på plejehjem styrker fællesskabet

Beboerne på Skovsminde Plejecenter heppede på Danmarks herrelandshold i fodbold med flag, hatte og slagsange. Rasmus Handberg Baunegaard Nielsen

Der var liv og glade dage på Skovsminde Plejecenter, da beboerne så landskamp på storskærm. Den slags arrangementer er vigtige og skaber et tæt sammenhold, siger lederen af plejecentret.

26. juni 2018

”Og det var Danmark, og det var Danmark. Olé, olé, olé.”

Med krigsmaling i ansigtet og vikingehatte på hovedet heppede beboerne på Skovsminde Plejecenter i Græsted på Danmarks fodbolddrenge, da de i sidste uge spillede mod Australien til VM.

Plejecentret havde sørget for storskærm og fri bar. 

Ligner livet før plejehjemmet

Arrangementet er med til at styrke fællesskabet, mener leder af plejecentret Lene Skovgaard Steensen. 

”Vi vil gerne, at livet her på plejehjemmet ligner det, vi havde, inden vi kom på plejehjem. Så en gang om måneden laver vi et eller andet fælles arrangement. Det gør, at beboerne får et større sammenhold og mødes meget mere på tværs,” siger hun.

I toppen af artiklen kan du se, hvordan beboerne heppede og sang. Og hvordan forudsigelsen inden næste kamp mod Frankrig lyder.