Ny formand i sosu-sektoren: Vi skal skabe retningen sammen
Efter fire år som næstformand i social- og sundhedssektoren blev Torben Klitmøller Hollmann onsdag valgt som formand for sektoren uden modkandidater. Ny næstformand er Vinni Jakobsen.
Af
Mette Boysen
20. juni 2018
To store ting er sket i Torben Klitmøller Hollmanns liv den seneste uge. Først fik han et 12-tal for sin master i organisationspsykologi, og i dag onsdag er han blevet ny formand for social- og sundhedssektoren i FOA.
Og for ham kommer de to ting til at spille rigtig godt sammen. Uddannelsen har klædt ham på til at skabe den vej, FOAs social- og sundhedssektor skal gå ad med ham som formand.
Læs også: Sosu-formand takker af: Jeg har altid kæmpet mod uddannelsesmobberi
“Mange har sagt til mig, at det er nogle store sko, jeg skal fylde ud. Det har jeg to ting at sige til: Dem, der kender Karen ved, det ikke er helt rigtigt. For det andet, så har jeg mine egne sko,” sagde han, da han var valgt som formand og tilføjede, at han med de sko vil gå ned ad den sti, han allerede har været med til at lægge i samarbejde med bestyrelsen.Vil tættere på medlemmerne
Torben Hollmann er 39 år og har været næstformand for sektoren de seneste fire år. Og han overtager posten efter Karen Stæhr, som forlader formandsposten, fordi hun er fyldt 65 år og derfor ikke må fortsætte. Han er altså valgt på et ekstraordinært årsmøde, og der skal derfor være valg igen i 2019.
Læs også: Ny formand på vej i FOAs social- og sundhedssektor
Især to områder vil han som ny formand tage fat på. Det første drejer sig om, at social- og sundhedssektorens bestyrelse skal mere ud i landet for at være tættere på medlemmerne og det arbejde, der foregår ude i afdelingerne:“Vi skal udvikle politik ud fra det, I oplever i jeres hverdag. Så vi skal gøre handleplanerne nærværende og brugbare, og vi skal skabe retningen sammen,” sagde Torben Hollmann på årsmødet.
Inspireret af Obama
I det hele taget har Torben Hollmann planer om at komme godt rundt på medlemmernes arbejdspladser.
Og han lader sig gerne inspirere af en tidligere amerikansk præsident.
“Obama havde noget, der hed lyttemøder. Her mødte han op og lyttede til det, der blev sagt om et givent emne, men lovede ingenting. Det kunne være spændende at gøre noget lignende,” siger Torben Hollmann.
Opgør med faggrupperne
Torben Hollmanns andet mål kalder han en akilleshæl. Det drejer sig om sektorens faggrupper:
“Jeg føler ikke, vi er gået ad den samme sti. Vi har nok ikke været gode nok til at sige, hvad vi forventer af faggrupperne. Vi har brug for at lave en smutvej, så I kommer på samme kurs som sektoren. I ved, hvad der foregår på arbejdspladserne, og det skal vi bruge i sektoren,” sagde Torben Hollmann.
Men et af de mest presserende emner er at få taget fat på rekruttering og manglen på medarbejdere.
“Det er det største problem. Og det er et samfundsproblem, og derfor bliver vi nødt til at samarbejde med andre faggrupper om en løsning,” sagde Torben Hollmann.
Læs også: Kommunerne skriger på sosu’er
“Vi kommer til at mangle endnu flere kolleger i fremtiden, svarende til, at vi skal bruge hver femte 15-årige. Så vi har en kæmpe udfordring,” sagde Torben Hollmann.Han sluttede med at invitere til et godt samarbejde, så sektoren kan gå ad en fælles vej.
Ny næstformand
Som ny næstformand blev Vinni Jakobsen valgt. Hun er 58 år har indtil nu været sektorformand for FOA Nordsjælland og har siddet i bestyrelsen i den centrale sektor.
Til at erstatte Vinni Jakobsen i den centrale bestyrelse blev Jesper Hermansen fra FOA Nordjylland valgt.