Forfatter: ”Humor er vigtigt for et godt arbejdsmiljø”

Humor på arbejdspladsen kan godt betale sig, for har man det sjovt, bliver man mindre syg, fortæller forfatter Karen-Marie Lillelund.  (Arkivfoto) Pelle Rink

Danskerne skal øve sig i at være lattermilde kolleger, for så bliver det sjovere og sundere at gå på arbejde, siger forfatter Karen-Marie Lillelund. 

17. juli 2018

Der skal være mere latter og glimt i øjet på medarbejderne på de danske arbejdspladser, hvis det står til forfatter og foredragsholder Karen-Marie Lillelund. Det er blevet et vigtigt budskab for hende at få gjort opmærksom på, for der er intet at tabe ved at se den sjove og skæve vinkel i livet helt generelt og på arbejdspladsen:

“Det er bevist, at mennesker, som har det sjovt på arbejdet, bliver mindre syge, og de bliver også hurtigere raske ved sygdom,” siger Karen-Marie Lillelund.

Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret

Hun har gennem årene besøgt mange danske arbejdspladser og fortalt om humor som værktøj og humor som stressventil, og i maj lancerede hun en app, der skal få gang i smilebåndene ude på de danske arbejdspladser. 

‘Klagekonkurrencer’ påvirker arbejdsmiljø

Hendes erfaring er, at de fleste kolleger er rigtig søde ved hinanden, men hun oplever også, at danskerne hurtigt er krænkelsesparate og let tager en offermentalitet på sig.

“Nogle gange opstår der nærmest klagekonkurrencer, hvor det hele er så synd for alle, og det bliver man træt af at høre på og kommer i dårligt humør af,” siger hun.

Læs også: Udskammet efter dokumentar: ’Du arbejder på Nyvang, føj!’

Ifølge Karen-Marie Lillelund smitter humor og positiv energi. Omvendt spreder dårlig energi sig også blandt kollegerne, så man skal tænke over, hvordan man er, og hvilken stemning ens humør bevirker på arbejdspladsen.

"Humor er vigtigt for et godt arbejdsmiljø. Hvis man ikke deler ud af sit overskud, så kommer man ubevidst til at dele ud af sit underskud,” siger Karen-Marie Lillelund.

Humor kan man øve sig på 

I det hele taget bør danskerne sortere lidt mere i kampene og arbejde aktivt med at få en lattermild kultur på arbejdspladsen, mener hun. Og man kan godt øve sig på, at se det sjove i hverdagen og i de små ting:

“Hvis vi bliver bedre til at lytte til og grine af kollegernes gode historier og dele vores egne, så er man nemmere at omgås på arbejdspladsen,” siger Karen-Marie Lillelund.