Sosu-formand takker af: Jeg har altid kæmpet mod uddannelsesmobberi
Efter 15 år som formand for FOAs største sektor er tiden rindet ud for Karen Stæhr. I hele sin karriere har hun kæmpet for faglig anerkendelse af medlemmerne og mod uddannelsesmobberi.
Af
Mette Boysen
14. juni 2018
Karen Stæhr fik hårde ord med på vejen, da hun var i sin anden praktik i uddannelsen til sygehjælper. I den udtalelse hun fik fra Blegdamshospitalet i begyndelsen af 1970’erne stod der, at man ikke ønskede eleven tilbage på afdelingen.
Karen Stæhr vidste godt, hvorfor hun havde fået det skudsmål, men hun nægtede at acceptere det, så hun klagede til forstanderinden.
Læs også: Knap hver tredje sosu-assistent har fået frataget opgaver
“Det var sådan, at når vi om morgenen læste alle rapporterne fra patienterne, kunne en klokke ringe, når en patient havde brug for hjælp. Og så kiggede alle på mig, som om det var mig, der hver evig eneste gang skulle rejse mig. Og det ville jeg ikke, for jeg havde også brug for viden om patienterne. Så jeg sagde, at vi måtte skiftes,” siger Karen Stæhr.Kamp for faglig anerkendelse
Sådan blev det, og Karen Stæhr fik ændret sin udtalelse og blev siden sygehjælper. Og så blev hun tillidsrepræsentant på Rigshospitalet, inden hun blev først faglig sekretær og siden næstformand for FOA SOSU.
I 2003 blev hun formand for social- og sundhedssektoren i FOA. En stilling hun om kort tid stopper i, fordi hun på grund af FOAs love ikke må fortsætte, efter hun er fyldt 65 år.
I hele sin karriere har hun kæmpet for, at ingen skal føle sig hævet over andre på grund af deres uddannelseslængde.
“Jeg har altid opponeret mod det hierarkiske,” siger Karen Stæhr i dag.
Læs også: Dennis Kristensen: Snart tager jeg tjenestedragten af for sidste gang
“Første gang jeg oplevede manglen på respekt for faggrupper var i 1987, da man orienterede mig om, at man lukkede sygehjælperskolen på Rigshospitalet. Jeg gik fra mødet og græd hele vejen, på grund af den måde man havde talt om sygehjælperne, som nogen man ikke havde brug for. Og den måde at tænke på fra ledernes side, har jo ikke ændret sig,“ siger Karen Stæhr.Et uddannelsesmobberi
Det kan fremkalde tårer i øjnene på Karen Stæhr, når medlemmerne bliver behandlet dårligt og ikke får den anerkendelse, hun mener, de fortjener.
“Det er svært hele tiden at få at vide, at man hellere vil have en anden end for eksempel en social- og sundhedsassistent. Det er lige meget, hvor meget vi putter ind i uddannelsen, at vi får dem autoriseret, så slås vi på 25. år om det her. Jeg havde troet, at det ville stoppe, da vi lukkede fem uddannelser og erstattede dem med to,” siger Karen Stæhr som eksempel.
“Vores faggrupper er langt mere dedikerede end mange andre. De mestrer så mange ting i forhold til borgerne, og alligevel har vi et uddannelsesmobberi herhjemme. I mit stille sind tænker jeg, om vi kunne have gjort mere,” siger Karen Stæhr.
Sms’er gerne til ministrene
Karen Stæhr har undervejs gjort en hel del. Hun har aldrig tøvet med at tage kontakt til folketingsmedlemmer og relevante ministre, hvis hun mener, de har overset hendes medlemmer.
For nylig skrev hun til sundhedsminister Ellen Trane Nørby, efter Kommunernes Landsforening i maj holdt topmøde. Her talte ministeren om arbejdet med det nære sundhedsvæsen, men undlod helt at nævne social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, som en vigtig personalegruppe i det arbejde, til trods for, at de udgør de største personalegrupper i det kommunale sundhedsvæsen. Det fik Karen Stæhr til at sende en besked til ministeren.
Hendes ihærdighed har medført, at hun flere gange er blevet inviteret til at sidde med om bordet i en bunke udvalg og kommissioner. Blandt andet har hun siddet med i hjemmehjælpskommissionen nedsat af Folketinget, et udvalg under regeringens sammenhængsreform og i Etisk Råd.
“Man får ikke øje på én, der går i ét med tapetet, og derfor skal man turde træde et skridt frem. Magt og indflydelse er ikke noget man får - det tager man. Jeg har altid blandet mig. Og jeg har sikkert også sagt en masse vrøvl. Men hvis ikke man siger eller gør noget, så gør man ikke noget forkert, men så er der heller ingen der ved, hvad man står for,” siger Karen Stæhr.
Svært at skulle stoppe
For Karen Stæhr er det vemodigt, at hun skal stoppe. På hendes kontor hænger et brev. Det er en bekræftelse på, at hun fratræder sit politiske hverv som sektorformand for social- og sundhedssektoren 20. juni 2018. Samtidig er det en påmindelse om, at hun skal huske at aflevere sit adgangskort og sine FOA-ejendele.
Det er en alt for ufølsom skrivelse efter hendes stil. Og den matcher slet ikke den sindstilstand, hun er i, når hun bliver mindet om, at hendes tid som formand er ved at være forbi.
“Det er et job, jeg har været rigtig glad for i alle årene, og det er få forundt at have et job, der også er ens meget store interesse og kunne forene de to ting. Det bliver svært ikke mere at blive taget med på råd og udøve indflydelse,” siger Karen Stæhr.
Om kort tid har social- og sundhedssektoren en ny formand. Og Karen Stæhr skal finde ud af, hvad hun skal.
“Jeg har gjort en dyd ud af at sige til mig selv, at det tidspunkt man ikke længere er faglig valgt leder, så kommer bestyrelsesposterne ikke længere væltende. Og jeg er helt på det rene med, at når jeg har været spændende for mange mennesker, så er det ikke Karen, men sektorformanden, der er interessant,” siger hun.
Hun fortsætter dog som medlem af Etisk Råd frem til december 2019, som medlem af Forebyggelsesudvalget i Kræftens Bekæmpelse og som formand for Forum for Ældre- og Socialtandpleje.