Tilsyn lukker private botilbud på stribe
Siden 2014 har Socialtilsynet lukket 34 private tilbud. Kun ét offentligt tilbud er lukket i samme periode. Det indikerer, at der skal stilles højere krav til private botilbud, mener Danske Handicaporganisationer.
20. juni 2018
De seneste fire år har Socialtilsynet truffet afgørelse om at lukke 35 opholdssteder samt bo- og aktivitetstilbud for handicappede og udsatte borgere.
Kun ét enkelt var offentligt, mens de resterende 34 af steder var private, viser et svar fra børne- og socialminister Mai Mercado (K) til social- og børneudvalget.
Det kan ifølge Danske Handicaporganisationer indikere, at kravene til at blive godkendt som privat botilbudsejer er for lave.
Læs også: Tilsyn: Bosted lod krænker alene med børn uden opsyn
“Det viser, at det måske er for let at lave de her tilbud. Der burde være en certificeringsordning eller noget andet, der dokumenterede, at man faktisk kan noget mere end bare at åbne et tilbud, og sælge det på tilbudsportalen,” siger Thorkild Olesen, formand Danske Handicaporganisationer.Professor: Tilsyn virker
I begrundelsen for lukningen af de private tilbud kan man blandt andet læse, at man et sted ‘skjulte borgere for tilsynet’. Et andet tilbud ‘indskrev misbrugere og psykisk syge i stedet for voldsramte kvinder’, mens et tredje tilbud ‘misinformerede handlekommuner og tilsyn bevidst og skjulte borgere’, skriver tilsynet.
Ifølge Bent Greve, professor i samfundsøkonomi ved Roskilde Universitet, kan forklaringen på de mange, lukkede private tilbud være indførelsen af Socialtilsynene i 2014. Det har betydet et mere kritisk eftersyn af botilbud og opholdssteder.
“Man har ikke tidligere lavet den kontrolaktivitet, man skulle, for at sikre, at de levede op til den kvalitet, de havde givet løfte om. Mange af de her tilbud har derfor kunnet leve lidt under radaren, og det er derfor, de først bliver lukket nu,” siger han.
Fokus på indtjening
Bent Greve fortæller, at alle i princippet kan åbne et privat botilbud og tjene penge på velfærd. Man skal bare sikre, at tilbuddet har det nødvendige faglige personale og lever op til det, de lover på Tilbudsportalen.
Når velfærd privatiseres, opstår der et fokus på at tjene penge hos dem, der sælger ydelserne. Det kan påvirke kvaliteten af den vare, nogle private tilbud leverer til borgerne, fortæller Bent Greve:
“Det er jo klart, at en privat aktør vil gøre det her for at tjene penge. Det er en del af deres rationale, for ellers ville de investere pengene i noget andet,” siger han.
Minister svarede ikke
Fagbladet FOA har fremsendt en række spørgsmål i sagen til børne- og socialminister Mai Mercado (K) i sagen. Hun har ikke besvaret spørgsmålene, men sender følgende kommentar gennem sine pressefolk:
“Der gælder de samme regler for private og offentlige tilbud, og de bliver vurderet efter den samme kvalitetsmodel. Når der er så mange flere private tilbud, der bliver lukket, kan det blandt andet være, fordi den offentlige driftsherre har et andet beredskab i forhold til at lukke tilbuddet selv, inden Socialtilsynet gør det.”