Ny sektorformand: Højere løn og bedre uddannelse til medlemmer
Mere lokal kontakt, højere løn og bedre uddannelse til medlemmerne. Ideerne til de kommende års indsats er mange hos Kost- og Servicesektorens nye formand Pia Heidi Nielsen.
Af
Linda Hansen
07. juni 2018
Det er ikke mærkesager og ideer til indsatser, der mangler hos den nye formand i Kost- og Servicesektoren, Pia Heidi Nielsen. Hun ser gerne, at faggrupperne i sektoren får en større andel af de lokallønsmidler, som afsættes til fordeling via løntillæg gennem forhandling enten via den lokale FOA-afdeling eller tillidsrepræsentanten.
”Kost- og Servicesektorens medlemmer har faktisk et efterslæb i forhold til nogle af de andre sektorer. Det skal vi have fokus på, og vi skal have lagt en strategi for en bedre fordeling af pengene,” siger Pia Heidi Nielsen til Fagbladet FOA.
Hun blev udnævnt som ny formand uden modkandidat den 7. juni på et årsmøde i Kost- og Servicesektoren og sætter sig i formandsstolen mandag den 6. august i år, når den nuværende formand Gina Liisborg går på efterløn.
Brancheanciennitet som løftestang
Pia Heidi Nielsen vil gerne bruge et af de helt store sektorresultater fra OK18 som løftestang for nye forbedringer ved de kommende forhandlinger i 2021. Det handler om brancheanciennitet.
”Vi vil forsøge at udbrede forbedringerne i brancheancienniteten til at omfatte medlemmer fra det private område også. Så vores medlemmer får mulighed for at tage deres anciennitet med fra det private og over i det offentlige til enten regioner eller kommuner,” siger Pia Heidi Nielsen.
Læs også: Erfaring giver mere i løn til service- og husassistenter ved jobskifte
Tidligere kunne de fleste af sektorens medlemmer ikke få deres optjente anciennitet med sig, hvis de skiftede job fra enten en kommune til en anden eller fra en kommune til en region. Dette blev ændret i OK18, men ikke hvis du kommer fra det private og over i job på det offentlige område.Flere tilbud om bedre uddannelse
I 'pipelinen' ligger også en plan om at sætte endnu mere fokus på muligheden for at uddanne sig i sektoren ved at gøre mere brug af de puljer, der allerede findes. Eksempelvis kompetencefonden og ”Fra ufaglært til faglært”.
”Vi taler jo ikke nødvendigvis om en hel erhvervsuddannelse, men om at få målrettet flere af de eksisterende AMU-kurser noget mere til vores medlemmer. Det vil vi gøre ved at tage fat i de forskellige uddannelsessteder og tale med dem om det. Blandt andet så vores husassistenter i daginstitutioner og dem i køkkener, der laver mad til skolebørn og ældre, får nogle flere muligheder for et kompetenceløft,” siger Pia Heidi Nielsen.
Læs også: Ny uddannelse åbner mulighed for lederjob
Robotter skal være medspillereMen det er ikke kun medlemmerne, der skal udvikles. Også udviklingen i faget skal i fokus. Særlig den teknologiske udvikling, hvor robotteknologien er kommet for at blive. Det skal bruges til at skabe et bedre arbejdsmiljø for medlemmerne.
”Robotter er jo ikke en erstatning for arbejdskraften, men en måde at sikre, at vi kan holde til et langt liv på arbejdsmarkedet. Mange af de nye reformer på arbejdsmarkedet gør, at vi skal være længere i job. Derfor er det vigtigt både at sikre et godt arbejdsmiljø, så det kan lade sig gøre, og at bruge teknologien som en samarbejdspartner – ikke som en modstander. Det vil jeg gerne være med til at give et bud på, hvordan vi gør,” siger den nye sektorformand.
På tur landet rundt
Uden at have lavet en prioriteret liste over gennemførelsen af planer og mærkesager er der alligevel én af dem, som står forrest i køen: At besøge afdelingerne og medlemmerne for at styrke synligheden derude.
”Vi skal sikre, at baggrunden for vores arbejde med at træffe beslutninger og lave guidelines for sektoren bliver kendt i lokalafdelingerne. Og når helt ud til det enkelte medlem, som vi derved håber at få endnu mere dialog med og feedback fra,” siger Pia Heidi Nielsen.
Pia Heidi Nielsen kommer fra FOA Sydsjælland, hvor hun har været formand for Teknik-, Kost- og Servicesektoren siden 1. december 2006.