Personale råber op om overgreb mod barn: Intet sker

Den ulovlige håndtering af et 12-årigt barn får fire ansatte til at stå frem og kritisere ledelsen på den private bostedskæde Hjorthøjgård. Johnny Frederiksen

Ulovlige magtanvendelser mod en 12-årig beboer får ansatte til at stå frem med kritik af den private bostedskæde Hjorthøjgård.

04. juni 2018

En 12-årig dreng blev spærret inde, overskyllet med vand og holdt nede mod sin vilje. Alt sammen af personale, der var ansat til at passe på ham på et såkaldt akuttilbud under den private bostedskæde Hjorthøjgård.

En række af de magtanvendelser, den stærkt behandlingskrævende dreng blev udsat for, blev aldrig indberettet, og den ulovlige brug af magt får nu fire tidligere ansatte tilknyttet til stedet til at stå frem over for DR.

Underrettede Socialtilsynet

Tre af de dem forsøgte allerede for et år siden at råbe op om det, først til ledelsen på Hjorthøjgård, siden til Socialtilsynet. 

"Det er helt klart og tydeligt og uden tvivl ikke i orden, det der foregår i det tilbud, hvor drengen bor," siger pædagog Karen Bager til DR. 

Karen Bager og kollegerne socialpædagog Gitte Bang og socialrådgiver Jonna Karlsen sendte en underretning til Socialtilsyn Nord og barnets hjemkommune, Greve Kommune. 

Her udtrykte de ifølge DR ’alvorlig bekymring’ og beskrev blandt andet, hvordan drengen en dag blev slæbt henover grus og sten af to ansatte, og at ledelsen, som blandt andre Fagbladet FOA tidligere har beskrevet, gav ulovlige instrukser om skjule medicin i hans sodavand. 

Læs også: Bosted får kritik for at opløse antipsykotisk medicin i cola til dreng

De tre kvinder underrettede ifølge DR også myndighederne om, at drengen blev holdt ulovligt indespærret med strips på vinduerne i det anneks, hvor han boede. Og at de ansatte fik besked på at fjerne stripsene og køre drengen væk, mens Socialtilsyn Nord var på besøg. Og at sætte strips på vinduerne igen, da Tilsynet var væk igen.

"Det er jo en ledelse, der tydeligvis godt ved, at det er ulovligt med strips på vinduerne. Og det påvirker mig, når en ledelse så bevidst kan gøre noget, der er ulovligt og snyde loven og tilsynet," siger Gitte Bang til DR.

Gitte Bang og hendes to kolleger fik kendskab til de forhold, den 12-årige dreng levede under, fordi de arbejdede for firmaet Varda Nord, som var blevet opkøbt af ejerne af Hjorthøjgård. Varda Nord lå placeret på samme landejendom, som drengen var anbragt på. Her boede han alene i et anneks sammen med to til tre medarbejdere ad gangen.

Eksperter: Alvorlig sag

Flere eksperter understreger over for DR, at der er tale om en meget alvorlig sag, hvor der er foregået ulovlig magtanvendelse mod et barn.

Da Socialtilsynet sidste år undersøgte sagen på baggrund af henvendelsen fra de tre ansatte, konkluderede tilsynet da også, at drengen var blevet udsat for ’nedværdigende behandling’, og at der var, ’bekymrende problematikker.’ Det fremgår ifølge DR af en tilsynsrapport.

Lektor i socialt arbejde fra VIA University College Christine Hemme fremhæver, at det er særlig problematisk, at Hjorthøjgård ikke indberettede magtanvendelserne:

"Det er vigtigt at magtanvendelser bliver indberettet, fordi der skal være en anden instans, der skal vurdere, om de er i orden. Og hvis der er mange magtanvendelser, bliver man nødt til at se på, om drengen er anbragt det rigtige sted. Det er af hensyn til borgerens retssikkerhed," siger Christine Hemme til DR.

Fik to påbud – men de blev afblæst igen

Socialtilsyn Nord varslede efter at have undersøgt sagen i juli sidste år to påbud mod
Hjorthøjgårds akuttilbud, Akut/MMS. Det ene påbud blev givet for manglende viden og kompetencer hos personalet, det andet for manglende viden om magtanvendelser. Tilsynet bad samtidig Hjorthøjgård om at redegøre for, hvordan de ville sikre forbedringer på de to områder.

Læs også: Tidligere leder af privat bosted tjener fortsat penge på udsatte børn og unge

Ledelsen på Hjorthøjgård lovede Socialtilsynet at sætte ind med blandt andet en kursusdag for personalet om lovgivningen om magtanvendelser og løbende supervision med en psykolog. Det og et efterfølgende uanmeldt tilsynsbesøg var medvirkende til, at de to påbud efter få måneder blev trukket tilbage.

Lektor i socialret, John Klausen, kritiserer dog Socialtilsynet for ikke at have undersøgt sagen til bunds.

"Det ser ikke ud til, at Socialtilsynet er gået særlig grundigt til værks i forhold til at få undersøgt, om det rent faktisk foregår på en forsvarlig måde. Jeg kan være meget i tvivl om, om drengen i den her konkrete sag faktisk har fået den optimale indsats," siger han til DR.

Hjorthøjgård: Det skal ikke ske

Hjorthøjgård fik for få uger siden en ny direktør, Søren Lynge-Stensgaard, da den hidtidige direktør, Lars Andreasen måtte gå af efter kritiske historier om en række botilbud under Hjorthøjgård fra blandt andre DR og Fagbladet FOA.

Læs også: Fagfolk: Problematisk at ansatte på bosted mangler viden om psykisk syge børn

Den konstituerede direktør Søren Lynge-Stensgaard 
understreger over for DR, at en nedværdigende behandling, som den, den 12-årige dreng er blevet udsat for i Hjorthøjgårds akuttilbud, ikke bør ske.

"Det er selvfølgelig meget uheldigt. Det skal ikke ske, det er vel det logiske svar, der er på det. Det skal ikke ske," siger han til DR.

Ifølge Søren Lynge-Stensgaard vil Hjorthøjgård nu sætte en uvildig undersøgelse af forløbet i gang.

Fyret for at udtale sig om sagen

Drengen er stadig anbragt på et tilbud under Hjorthøjgård, og nu har en endnu en ansat, Lone Bager, valgt at stå frem. Til 21 Søndag fortæller hun, at hun stadig er bekymret for Hjorthøjgårds behandling af den 12-årige, som hun selv har arbejdet med i et år.

Lone Bager siger, at forholdene er blevet bedre, efter at Socialtilsynet sidste år var på besøg, men understreger samtidig, at der fortsat bliver brugt magtanvendelser – og at de fortsat ikke bliver indberettet.

"Jeg har jo forsøgt længe at sige, at det her er ikke okay. Der sker for mange magtanvendelser, der sker forkerte magtanvendelser," siger Lone Bager til DR.

Efter at Lone Bager valgte at stå frem i medierne med sine bekymringer, er hun 1. juni blevet opsagt fra sit job hos Hjorthøjgård.

Ansatte har mistet tilliden til systemet

De tre ansatte fra Varda Nord, som for et år siden underrettede myndighederne om deres bekymringer, undrer sig også over, at drengen stadig er anbragt på et tilbud under Hjorthøjgård.

"Hvis ikke vi kan have tillid til, at vores system kan håndtere det, hvad kan vi så have tillid til? Så er der jo ikke nogen grund til at gå ud og anbringe nogen som helst. Så kan man ligeså godt lade dem blive der, hvor de er," siger socialrådgiver Jonna Karlsen til DR.

Formanden for Social- og Sundhedssektoren i FOA, Karen Stæhr forstår godt, at de ansatte har mistet tilliden til systemet. 

"Det kræver stort mod at stille sig frem på den måde. Men man er jo forpligtet til at indberette magtanvendelser, og man er som medarbejder forpligtet til at sige fra over for sådanne nogle uhyrligheder. Det skal man hverken straffes for med tavshed eller med fyring," siger Karen Stæhr. 

FOA: Myndighederne har svigtet

Karen Stæhr mener, at der er sket et enormt svigt af både det anbragte barn og af de ansatte. Både fra ledelsens, kommunens og tilsynets side.

"I så grelle tilfælde som det her mener jeg, at tilsynsmyndighederne er forpligtet til at gøre mere, end de har gjort. Som tilsyn er man nødt tid at være meget mere massivt til stede. Man skal være langt mere kritisk og opsøgende," siger Karen Stæhr.

DR har forsøgt at få et interview med Socialtilsyn Nord om sagen, men det har tilsynet afvist. I et skriftligt svar understreger de, at Socialtilsyn Nord har gjort alt, hvad der er muligt inden for lovgivningen, og at det er den anbringende kommune, der beslutter, om en beboer skal blive eller ej.

DR har forsøgt at få drengens hjemkommune, Greve Kommune, til at kommentere, hvorfor drengen stadig er anbragt på stedet. Kommunen har dog ikke ønsket at kommentere den konkrete sag.

"Det er helt uacceptabelt, at man fra kommunens side lukker øjnene for, at man har anbragt et barn sådan et sted. Der er et enormt svigt, og jeg forstår slet ikke, at kommunen ikke er holdt op med at bruge Hjorthøjgård. Det skriger jo til himlen, at man er så ligeglad med en af samfundets allersvageste," siger Karen Stæhr.