Kend din ret - hvis du var på arbejde grundlovsdag

Nogle faggrupper har en overenskomstaftale, der giver dem ret til tillæg eller fri på grundlovsdag.  Colourbox

Flere faggrupper har ret til fri eller løntillæg på grundlovsdag. Se, om du er en af dem.

04. juni 2018

Tirsdag 5. juni fejrer danskerne demokratiet og indførelsen af Danmarks første grundlov i 1849. Dagen bliver markeret med politiske taler flere steder i landet, hvor demokratiet og demokratiets principper bliver diskuteret.

Men reglerne for, om du får løntillæg eller har fri til at deltage i fejringen af grundloven, er forskellige, alt efter hvor du arbejder, og hvad der er aftalt i din overenskomst.

Hovedreglen, der gælder i mange af FOAs overenskomster er, at grundlovsdag som udgangspunkt er en almindelig arbejdsdag. Men der er en række fagområder, som har andre vilkår:

Social- og sundhedsområdet

For social- og sundhedsområdet i Danmarks kommuner (KL),  i kommunerne i Hovedstadsområdet (FKKA-område) og Frederiksberg-området gælder det, at ansatte i størst muligt omfang har ret til frihed på grundlovsdag. De medarbejdere, der skal arbejde efter klokken 12.00, har ret til 50 procent af timelønnen i tillæg.   

I Københavns Kommune er grundlovsdag at betragte som en søgnehelligdag allerede fra dagstjenestens begyndelse. Hvis medarbejderne arbejder på dagen, får de 50 procent af timelønnen i tillæg.

For social- og sundhedspersonale i regionerne gælder der andre regler. Her er det MED-udvalget i den enkelte region, der kan aftale, om der holdes fridag på grundlovsdag i stedet for 1. maj.

Det pædagogiske område

For dagplejerne i hele landet gælder det, at grundlovsdag er en fridag fra klokken 12. Hvis du alligevel på grund af særlige omstændigheder skal arbejde, får du overarbejdsbetaling.

Få hjælp af FOA

Der er indgået mange forskellige overenskomstaftaler og arbejdstidsaftaler, så vær opmærksom på, at der kan gælde nogle andre regler for grundlovsdag for din faggruppe.

Snak med din tillidsrepræsentant på arbejdspladsen eller din FOA-afdeling, som kan hjælpe med yderligere råd og vejledning. Du kan desuden tjekke, hvilke regler der gælder for din overenskomst på FOAs hjemmeside. 

Kilde: Knud Røddik, FOA Overenskomst