Din nye overenskomst er stemt hjem med massivt flertal

Op mod 10.000 mennesker demonstrerede den 10. april 2018 ved Christiansborg for at få bedre løn og arbejdsforhold. I flere andre byer landet over stod sundhedspersonale, pædagoger, lærere, akademikere og mange andre faggrupper også skulder ved skulder. Arkivfoto. Jørgen True

Alle nye FOA-overenskomster er netop stemt hjem med et stort flertal og en rekordhøj stemmeprocent på 65,0. Ja’et betyder flere penge i lønningsposen til dig.

04. juni 2018

Artiklen er opdateret med stemmetal for stat, regioner og kommuner samt præciseret i andet afsnit, første linje.

Sosu’er, dagplejere, pædagogmedhjælpere, husassistenter, portører og serviceassistenter har med stort flertal stemt ja til de nye overenskomster på FOAs område, og dermed ligger dine løn- og arbejdsvilkår fast for de næste tre år.

Læs også: Tjek hvor mange kroner du stiger i løn

Hele 95,1 procent af de afgivne stemmer siger ja til de nye overenskomster, mens resten er et nej. Og med en rekordhøj samlet stemmeprocent på 65,0 i 2018 - som er den højeste nogensinde i FOA, er det en tilfreds FOA-formand, der konstaterer, at medlemmerne står massivt bag det opnåede resultat.

”Jeg er rigtig glad for den høje stemmeprocent, for det er vigtigt at vide, om medlemmerne synes, vi har ramt plet i forhold til de nye overenskomster. Og det understreger både det meget store engagement, der var undervejs i overenskomstfornyelsen og den høje stemmeafgivelse ved urafstemningen,” siger Mona Striib til Fagbladet FOA. 

Reallønnen forbedres

FOAs formand, Mona Striib, fremhæver blandt andet de generelle lønstigninger og fjernelsen af privatlønsværnet som årsagerne til det store flertal bag forligene for ansatte i stat, kommuner og amter.
 

”Både den fornuftige økonomiske ramme, og at vi har fået afskaffet privatlønsværnet er to virkelig vigtige sejre i de her overenskomstforhandlinger. Den økonomiske ramme i forligene gør, at medlemmernes realløn forbedres, mens fjernelsen af privatlønsværnet er med til at forhindre en udhuling af lønningerne hen over årene,” siger Mona Striib.

Læs også: OK18-lønstigning: Se hvad Jytte, Camilla, Majbritt, Margit, Martin, Heidi og Rene får

Ja’et betyder, at din løn bliver efterreguleret med tilbagevirkende kraft fra 1. april. Fra den dato stiger lønnen ifølge de nye overenskomster med 1,1 procent. Det svarer til, at hvis du eksempelvis tjener 20.000 kroner om måneden, vil der gå 220 kroner ekstra pr. måned ind på din lønkonto fra april i år. Næste lønforhøjelse kommer 1. oktober i år, hvor lønnen stiger 1,3 procent.

Flest ja-stemmer i staten

Se hvordan stemmerne fordeler sig i din lokale FOA-afdeling.
 
Blandt FOAs medlemmer sagde 95,2 procent af de afgivne stemmer ja til forliget i kommunerne, 94,5 procent i regionerne sagde ja, mens den højeste ja-procent er i staten, hvor 96,5 procent af de afgivne stemmer sagde ja til de nye overenskomster.
 

Læs også: Lønstigninger på vej: Sosu-assistenter, sosu-hjælpere og elever belønnes i ny aftale

Forligene blev forhandlet hjem i slutningen af april og starten af maj. Først de generelle forhandlinger i regionerne, kommunerne og staten, der alle blev forhandlet færdig i Forligsen i København i slutningen af april. Siden blev organisationsforhandlingerne gennemført og afsluttet i starten af maj.