Dagplejere ser frem til at arbejde med den styrkede pædagogiske læreplan

Mange dagplejere hilser arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan velkommen. Som her ved landskonference om kvalitet i dagplejen 28.-29. maj 2018, hvor cirka 500 dagplejere, dagplejepædagoger og dagplejeledere deltog. Heidi Lundsgaard

Alle dagtilbud skal til at arbejde med den styrkede pædagogiske læreplan, som skal indføres senest i 2020. Vi har spurgt en række dagplejere og dagplejepædagoger, hvad de vil arbejde videre med.

29. maj 2018


1. juli 2018 træder en ny dagtilbudslov i kraft, og det betyder blandt andet, at alle dagtilbud i Danmark skal til at arbejde med en styrket pædagogisk læreplan. Dermed er den gamle pædagogiske læreplan fra 2004 blevet opdateret.

Som noget nyt skal læreplanen ikke godkendes af kommunalbestyrelsen, og den pædagogiske læreplan kan i højere grad afspejle den enkelte vuggestue eller dagplejer. Det forklarer ph.d. i pædagogisk psykologi og lektor ved Aarhus Universitet Lone Svinth, som deltog ved landskonferencen om kvalitet i dagplejen den 28. maj.

"Der er kommet fokus på, at den enkelte dagplejer er udgangspunktet for læringsmiljøet. Både det fysiske miljø og dét, som dagplejeren foretager sig hver dag, skaber kvaliteten i dagplejen. Hver dagplejer skal derfor vurdere på sin egen praksis i forhold til det pædagogiske grundlag, som den styrkede pædagogiske læreplan står på," sagde Lone Svinth ved konferencen.

’Udviklingen starter hos os selv’

At det netop er dagplejerne selv, der i højere grad er i fokus, er man meget bevidst om i Egedal Kommune, hvor dagplejeleder Maya Grandahl hilser den styrkede pædagogiske læreplan velkommen.

"Planen har gode fremtidsudsigter. Vi får mulighed for at kigge mere på egne rammer – hos os selv og kollegaerne. Og da udvikling ofte starter hos én selv, så giver det god mening," siger Maya Grandahl til Fagbladet FOA. 

Hun forventer, at kommunen vil udbyde kurser til dagplejerne den kommende tid, lige som hun selv vil bringe emnet op på fælles dagplejemøder.

Også i Sønderborg, Gladsaxe og Ringkøbing-Skjern ser man frem til at arbejde med den styrkede pædagogiske læreplan.

"Ud fra det, jeg har læst, virker planen mere forståelig. Den er mere jordnær og personlig," siger dagplejer Lise Fink fra Gladsaxe.

Mere bevidste om hverdagen


Dagplejepædagog Else Esmarch fra Ringkøbing-Skjern Kommune bakker op.

"Jeg tror, at planen bliver lettere at arbejde med. Vi kommer til at blive mere bevidste om, hvorfor vi gør, som vi gør i hverdagen," siger Else Esmarch.

Dagplejer Henriette Erhorn Lambertsen fra Sønderborg fremhæver blandt andet planen om at inddrage natur, udeliv og science, som er én af de seks pædagogiske temaer i den styrkede pædagogiske læreplan.

"I en kvindedomineret verden, som er præget af lege, som vi kvinder vælger – det kan være sanglege – så er det sundt at tænke på en anden måde. Jeg tror, at vi skal tænke mere drengepædagogik – eksempelvis science – ind i den nye plan," uddyber Henriette Erhorn Lambertsen.