Nanna fra DR-serie om plejehjem: Jeg kunne se manglen på hænder

Nanna (stående) boede på Lokalcenter Abildgården i Aarhus i 180 dage sammen med fire andre studerende. ”Hvis ikke det var, fordi man skulle være dement for at komme på plejehjem, så ville jeg elske, at sådan nogle som dem, der arbejdede på Abildgården, skulle tage sig af mig.” Pressefoto fra Danmarks Radio

Nanna flyttede med fire andre studerende ind på et ældrecenter i DR’s dokumentarserie ’180 dage på plejehjem’. Opholdet har efterladt et indtryk af et presset, men omsorgsfuldt og dygtigt plejepersonale.

28. maj 2018

Strikketøjet var pakket, og året 2017 var kun et par dage gammelt, da den nu 23-årige erhvervsøkonomistuderende Nanna Sølvkær Schütz flyttede ind på Lokalcenter Abildgården i det nordlige Aarhus.

Hun skulle deltage i Danmarks Radios eksperimentelle dokumentarserie, hvor fem unge skulle bo på et ældrecenter i 180 dage. Kost og logi fik de gratis. Til gengæld skulle de bruge en time om dagen i selskab med beboerne. De studerende arrangerede hyggeaftener med film, strikketøj og bål. Aktiviteter, som Nanna kunne mærke, at der ikke var nok hænder til at planlægge i  hverdagen.

”Jeg mærkede en frustration fra personalets side over, at de ikke havde tid til at sætte sig ned og hygge med beboerne. Så de ansatte virkede glade for, at vi studerende kunne gøre det, når de ikke kunne,” siger hun.

Manglende hænder gik ud over samværet

Hverdagen på et ældrecenter får de færreste udefrakommende lov at opleve. Men det gjorde Nanna og de fire andre studerende. Den bar præg af, at der kun lige var personale nok til at få hverdagen til at gå op.

”Det var som om, at tingene kun lige hang sammen til hverdag, men så snart der skete noget ekstraordinært – hvis en skulle på sygehuset for eksempel – så kunne jeg se, at der ikke var hænder nok,” siger Nanna.

Læs også: 'Vild med dans'-vinder: Omsorgsarbejdere bør anerkendes mere

Ofte gik plejepersonalets mangel på hænder og tid ud over samværet med de ældre. Derfor blev fjernsynet den lette løsning, når beboerne skulle underholdes. 

”De havde ikke tid til at underholde de ældre eller tage dem med ud på tur. Men jeg er slet ikke i tvivl, om at de gerne ville. Det er en skam, at det er nødt til at være på den måde. Det må være enormt frustrerende at have et arbejde, hvor man ikke kan lige så meget, som man gerne vil,” siger Nanna.

Ufortjente fordommene

Nanna havde, inden hun flyttede på plejehjem, hørt de typiske fordomme om social- og sundhedspersonale på ældrecentre. Men de fordomme stemte slet ikke overens med den virkelighed, hun mødte på Abildgården.

”I dag gør det mig vred at høre forudindtagede meninger om, at dem, der arbejder på et plejehjem, ikke arbejder særlig hårdt. ’De sidder bare og drikker kaffe,’ siger folk. Men det var slet ikke det indtryk, jeg fik, da jeg boede der. Det er så synd, at de skal udsættes for de fordomme, når de bare knokler så meget, som de gør,” siger hun.

”Mit indtryk er, at de er fagligt stolte, dygtige og omsorgsfulde. Hvis ikke det var, fordi man skulle være dement for at komme på plejehjem, så ville jeg elske, at sådan nogle som dem, der arbejdede på Abildgården, skulle tage sig af mig.”