Snyd ikke dig selv for løn i ferien

Din ferielønseddel skal se ud som en helt almindelig lønseddel. Colourbox

Sommerferietiden er over os, og det betyder afslapning, godt vejr og fritid. Men selvom du holder ferie, har du stadig krav på dine sædvanlige løntillæg. Fagbladet FOA guider dig her.

12. juli 2023

Opdateret d. 16. september 2023. Artiklen er gældende og retvisende.

Nogle FOA-afdelinger har gennem tiden oplevet problemer med, at medlemmerne ikke får udbetalt de korrekte løntillæg under ferien.

Det skyldes, at mange af FOAs medlemmer arbejder både aften, dag og weekend, hvilket nogle gange ikke bliver korrekt noteret på lønsedlen i ferieperioden. Dermed er der en mulighed for, at de ikke får udbetalt de tillæg, vagter på skæve tidspunkter ville give.

Derfor kan du i de næste afsnit læse om, hvordan lønsedlen udarbejdes under ferieafholdelsen, og hvordan du undgår at blive underbetalt, mens du tager en velfortjent pause.
  1. 1

    Der findes to feriemodeller

    Når det handler om planlægning af ferie, findes der to modeller, man kan arbejde ud fra.

    Det er din leder, der beslutter, hvilken model der skal bruges på arbejdspladsen, og denne model vælges for et ferieår ad gangen og er gældende for hele den tilknyttede ferieafholdelsesperiode.

    De to modeller opridses kort herunder:

    Model A bestemmer, at en ferieuge afholdes med det antal timer, som den ansatte er ansat til at præstere om ugen. Hvis du dermed er fuldtidsansat, planlægges der 37 timers ferie per ferieuge.

    Du har som ansat forsat ret til din fast påregnelige løn under ferie, herunder de særydelser, du plejer at få udbetalt. Hvis din honorering for at arbejde på skæve tidspunkter gives som afspadsering, så optjenes det ikke til ens ferie.

    Med fast påregnelige løn med tillæg menes:
     
    • Aften- og nattillæg
    • Lørdags- og Søndagstillæg
    • Weekendtillæg
    • Søgnehelligdagstillæg
    Model B bestemmer på den anden hånd, at ferie afholdes ud fra den tjenesteplan, som den ansatte normalt ville have arbejdet efter.

    I praksis betyder det, at der bliver afviklet forskellige antal timers ferie fra uge til uge.

    Det er dermed især gældende for Model A, at du kan miste betaling for dine særydelser, da det ikke er din normale vagtplan, som der følges.

  2. 2

    Du har ret til vanlige tillæg

    Hvis du er fast månedslønnet, har du ifølge ferieaftalen ret til de tillæg, som sædvanligvis udbetales. 

    Det vil sige løn efter din faste arbejdstid på ferietidspunktet inklusiv alle fast påregnelige tillæg ifølge din arbejdsplan for perioden.

    ”Det skal være sådan, at hvis en arbejdsgiver bevilliger en medarbejder ferie, så skal vagtplanen afspejle det normale vagtmønster,” siger Lis Svanberg, faglig konsulent hos FOA.

  3. 3

    Ferien skal afspejle vagtplanen

    Du må ikke kun sættes i dagvagter, hvis du normalt både har aften- og weekendvagter for eksempel. Ferien skal afspejle det normale vagtmønster.

    ”Bare fordi det er ferie, kan man ikke sætte aften- og nattevagter i dagvagter. De har ret til at få de tillæg, de normalt får udbetalt, også når de holder ferie,” siger Lis Svanberg.

  4. 4

    Skriv ned og tjek op

    Det er dermed en god idé at skrive, hvilke vagter du normalt ville have haft, ned, hvis du ikke havde holdt ferie. Når du får din lønseddel efter ferien, kan du tjekke, om du under ferien har fået det antal tillæg, som du plejer at få.

  5. 5

    Gem oplysninger

    Husk altid at gemme dine lønoplysninger og oplysninger om arbejdstid.

    Hvis du ikke forstår den løn, du har fået under ferien eller ikke mener, at ferielønnen er korrekt, så reager på det. Også selvom det ligger år tilbage.

  6. 6

    Spørg om hjælp, hvis du er i tvivl

    Hvis du stadig er i tvivl, om du får det rigtige udbetalt, så tag fat i din tillidsrepræsentant på arbejdet eller kontakt din FOA-afdeling.

    Kilde: FOA.dk og Lis Svanberg