FOA-medlemmer i debat: OK18 var en succes

Omkring 70 FOA-medlemmer var mødt op til informationsmøde om de nye overenskomster hos FOA Sydsjælland.  Jørgen True

Der blev diskuteret OK18 til et medlemsmøde i FOA Sydsjælland. Mange af de fremmødte FOA-medlemmer vil stemme ja til de nye overenskomster.

25. maj 2018

Klik. Tak for din stemme!

Mens mange FOA-medlemmer de seneste uger har set denne besked på computerskærmen, efter de har afgivet deres stemme til de nye overenskomster, så er der stadig medlemmer, som tvivler kort før fristen mandag den 4. juni.

Torsdag aften havde FOA Sydsjælland inviteret til medlemsmøde. Det er medlemsdemokratiet, som afgør om det bliver et ja eller et nej til de nye overenskomster, så det er vigtigt, at medlemmerne stemmer på et oplyst grundlag, mener afdelingsformand i FOA Sydsjælland Lissi Lund.

Læs også: Nu kan du stemme om OK18

“Medlemmerne skal kunne stille spørgsmål og forstå de nye aftaler, så de kan træffe et informeret valg. Der er tydelig forskel på de rigtige fagforeninger og de forkerte, fordi medlemmerne hos FOA og andre overenskomstbærende fagforeninger har indflydelse, det er dem, der bestemmer udfaldet,” siger Lissi Lund.

Torsdag aften i FOA Sydsjællands lokaler i Næstved er langt de fleste fremmødte glade for de nye overenskomster. Mange af medlemmerne har allerede stemt ja eller tænker at gøre det. 

Mere fokus på offentligt ansattes vilkår

De langtrukne og dramatiske overenskomstforhandlinger har sat fokus på de offentligt ansattes stigende arbejdspres og de vilkår, de arbejder under. Det mener social- og sundhedsassistenten Svetlana Pedersen.

"Udover at få en fair løn og ordentlige arbejdsvilkår, så har det for mig også handlet meget om, at samfundet sætter pris på os og vores arbejde," siger hun.

Læs også: Tjek hvor mange kroner du stiger i løn

Svetlana arbejder selv som nattevagt på Neuropædagogisk Center i Næstved, og hun kan se ressourcerne blive færre år for år. 


"Tidligere var vi to nattevagter til 21 beboere på mit arbejde. I dag er jeg alene. Af og til har jeg slet ikke tid til at dokumentere, fordi jeg løber rundt. Omsorgsarbejde er hårdt arbejde, som både er fysisk og psykisk krævende. Selvom der i dag er tekniske hjælpemidler, så spiller den menneskelige faktor i vores jobs en stor rolle. Det er ikke meningen, at man skal gå ned med flaget af at gå på arbejde," siger hun.

Forhandlernes retorik var ikke god under OK18

Men da emnet falder på solidaritetspagten, bliver der uenighed. Kritikken kommer fra social- og sundhedsassistent studerende Susanne Tariq. Hun mener, at FOA brød med solidaritetspagten og svigtede fællesskabet.

“Jeg er virkelig vred og skuffet. FOA talte selv om ‘en for alle’ og understegede gang på gang i medierne, at der ikke ville komme en aftale, før alle var i hus. Alle de offentligt ansatte stod sammen om det budskab, og der var et historisk sammenhold i fagbevægelse,” siger Susanne Tariq.

Hun mener, at forhandlernes retorik om solidaritetpagten ikke stemte overens med, hvad offentligheden forventede. Hun har bestemt sig for at stemme nej til overenskomstforligene.

'Brud' på musketered gav dårlig stemning

Flere FOA-medlemmer oplevede, at forliget i regionen blev set som et brud på solidaritetspagten fra medlemmerne af de andre fagforbund. Og det har givet anledning til dårlig stemning og konflikter ude på de danske arbejdspladser, hvor FOA-medlemmer arbejder side om side med blandt andet pædagoger, lærere og sygeplejersker.

Ole Søby Mikkelsen er pedel på Lille Næstved skole. Han oplevede selv dårlig stemning og stikpiller fra lærerne på arbejdspladsen. 

“Der var flere lærere, som kom med kommentarer om, at FOA var gået solo, og at vi var usolidariske. Det var ikke rart, for det mener jeg ikke, at vi var. Og jeg er stadig af den overbevisning, at det er på grund af os, at hele landet ikke er i konflikt.” 

Han fortæller, at han synes, at lærerne skal have en ordentlig arbejdstidsaftale, og han håber, at undersøgelseskomissionen er et skridt på vejen.
Hvis du også vil nå til et informationsmøde om OK18, inden du skal afgive din stemme til urafstemning, kan du tjekke listen med arrangementer over hele landet.

Du har mulighed for at afgive din stemme elektronisk til de nye overenskomstaftaler indtil mandag den 4. juni klokken 10. Hvis du har spørgsmål til de nye overenskomstforlig, kan du læse mere om de nye aftaler her eller ringe til din FOA-afdeling.