Tidligere leder af privat bosted tjener fortsat penge på udsatte børn og unge
Efter hård kritik stopper lederen af den private bostedskæde Hjorthøjgård. Men han fortsætter som leder af en række selskaber, der leverer ydelser til bostederne.
24. maj 2018
Efter flere afsløringer om svigt og dårlig ledelse i medierne trækker Lars Andreasen sig som leder af den private bostedskæde Hjorthøjgård. Lars Andreasen bliver erstattet af Søren Lynge-Stensgaard, der er konstitueret direktør i selskabet.
Læs også: Bosted for børn og unge kontaktede politiet 39 gange
Selvom Lars Andreasen ikke længere står i spidsen for Hjorthøjgård, fortsætter han som leder af en flere selskaber med relation til bostedskæden. Bygningerne, som flere opholdssteder under Hjorthøjgård lejer sig ind i, er nemlig ejet af Lars Andreasens ejendomsselskab, L.A. Ejendomsinvest.Læs også: Bosted undlod at fortælle om angiveligt sexovergreb på barn
Regnskaber for L.A. Ejendomsinvest viser, at Lars Andreasen i 2016 havde en bruttofortjeneste på over en million kroner på at leje bygninger ud, hvoraf 600.000 kroner blev udbetalt som udbytte.En gennemgang af virksomhedsregistre, som Fagbladet FOA har foretaget, viser, at den konstituerede direktør Søren Lynge-Stensgaard laver forretninger med Lars Andreasen gennem sin andel i Hjorthøjgård og Fjerritslev Kro, hvor de begge tilhører ejerkredsen.
Tillid til fortsat samarbejde
Lars Andreasen er også involveret i selskaberne H5G og L6G, der blandt andet leverer vikarydelser og undervisning, og som ejes af dele af den samme kreds som Hjorthøjgård.
Læs også: Tilsyn: Bosted lod krænker alene med børn uden opsyn
Både Lars Andreasen og hans kone Pia Mai Andreasen har ligeledes ejerandele i Hjorthøjgård. De to ejer tilsammen 40 procent af selskabet. Lars Andreasen understreger selv, at han ikke vil forsøge at påvirke driften af Hjorthøjgård gennem sine ejerandele eller sit ejendomsselskab L.A. Ejendomsinvest."Tanken om, at jeg stadig skulle sidde bag ved Hjorthøjgård og kontrollere driften på grund af lejeaftaler og ejerandele, er i lyset af det anførte absurd. Jeg er ude, og det var en rigtig beslutning," skriver Lars Andreasen i en mail til Fagbladet FOA.
Bygninger for 10 millioner
Ifølge regnskabet fra L.A. Ejendomsinvest ejer Lars Andreasen bygninger for over 10 millioner kroner. Han skriver, at huslejen i bygningerne er fastsat på baggrund af skøn fra en ekstern mægler eller vurderinger fra kommuner eller Socialtilsynet.
Læs også: Tilsyn kritiserer: Stor udskiftning i personale på nordjysk bosted
"I alle tilfælde er lejevilkår godkendt af kommune eller tilsynet," skriver Lars Andreasen i en mail til Fagbladet FOA og fortsætter:"Det ligger bestemt i kortene, at jeg nu arbejder på – om muligt – at få ejendommene overdraget til Hjorthøjgård, da de er bygget til formålet, og da jeg ikke har nogen intention om at blive beskyldt for at påvirke driften af Hjorthøjgård. Der er gået 3 hverdage siden mit ophør, så processen er ikke igangsat endnu," skriver han.
Læs også: Bosted forhindrede bevidst tilsyn i at tale med anbragte unge
Fagbladet FOA har forsøgt at få en kommentar fra bestyrelsesformand for Hjorthøjgård Steen Hilling i sagen. Han henviser til den konstituerede direktør Søren Lynge-Stensgaard, som oplyser, at han har meget travlt med en række opgaver efter overtagelsen af direktørposten og derfor ikke kan nå at svare på spørgsmål inden deadline.