6 råd: Sådan hjælper du ældre til sundere tænder

Få 6 råd til, hvordan du hjælper plejehjemsbeboere med at forbedre tandsundheden.  Dennis Andersen

80 procent af beboerne på landets plejecentre har brug for hjælp til tandbørstning. Læs guiden og se hvordan I kan hjælpe med at forbedre beboernes tandsundhed. 

23. maj 2018

Få de seks bedste råd til, hvordan du kan hjælpe ældre plejehjemsbeboere med at få sundere tænder. 

1. Tilbyd din hjælp

80 procent af alle plejehjemsbeboere har brug for hjælp til tandpleje. Det kan være grænseoverskridende for dem at få hjælp, så start eventuelt med at eftertjekke tænderne og lad den ældre gøre så meget, som muligt selv.

Læs også: Grundigere mundpleje har givet ældre sundere tænder

Men tjek status hver dag for at sikre, at tænderne bliver helt rene. Tal med den ældre om, hvor vigtig tandhygiejne er, og forsøg at gøre tiden til en hyggestund.


2. Inddrag de pårørende

Plejecentrene i Assens Kommune har udelukkende fået positiv respons på at skrive et brev til alle pårørende om, at centrene ville være mere opmærksomme på tandhygiejnen, og hvilken positiv effekt god mundhygiejne har på sundheden.

Det gør det også lettere at tage snakken om, at nye tandbørster, tandtråd og flaskerensere ville være en god hjælp til borgeren.


3. Husk tandtråd

Tandtråd er godt til alle, men særligt til ældre, hvor tandhalsene er mere blottede, og der let sætter sig madrester mellem tænderne. Der kommer meget med ud, når man renser efter med tandtråd eller de såkaldte mellemrumsbørster.


4. Eltandbørster gør det lettere at børste tænder

En del borgere har glæde af en elektrisk tandbørste. Den hjælper med at rense tænderne nænsomt og gør det lettere at komme hele vejen rundt. Det kræver, at de pårørende køber en elektrisk tandbørste til beboerne.

Læs også: Plejecenter sætter ekstra fokus på ældres tænder

Men argumentet om, at de 500 kroner kan være givet godt ud i forhold til at undgå en lungebetændelse eller lignende, ser ud til at virke. Ikke alle kan dog lide elektriske tandbørster. Demente som ikke har prøvet det før, kan blive bange for lyden.


5. Find den bedste tandbørste

Det gælder om at finde den tandbørste, der passer bedst til den enkelte. Er der mange skader i belægningen på tænderne, er det eksempelvis bedst at vælge en helt blød tandbørste. Og husk at skifte tandbørsten ud efter et par måneder.


6. Rengør tungen

Tungen skal også rengøres, det vil sige børstes med en blød tandbørste regelmæssigt. Ældre og svage borgere har større behov for at få rengjort tungen, da deres tungemotorik ikke er helt optimal længere. Der kan gro ‘hår’ på tungen, hvis den ikke bliver renset, ligesom bakterier formerer sig godt i affaldsstofferne fra tungen.

Kilder: Tandplejer Sabine Andersen, Assens Kommune, social- og sundhedsassistent Heidi Larsen og plejehjemsleder Birthe Badstue, Æblehaven Assens Kommune.

3 tip til at holde tandprotesen ren