Tilsyn kritiserer: Stor udskiftning i personale på nordjysk bosted
De psykiske syge børn og unge på bostedet Myagergård lider ifølge fagfolk under, at mange ansatte søger væk fra bostedet.
20. maj 2018
Tip os: Ved du noget om Hjorthøjgård eller de underliggende botilbud Gården, Nordlien, Myagergård eller Akut/MMS, kontakt da Fagbladet FOAs journalist på anee@foa.dk.
Det nordjyske bosted Myagergård i Fjerritslev kritiseres for at have en for høj personalegennemstrømning. Det fremgår af en aktindsigt fra Socialtilsyn Nord, som Fagbladet FOA har gennemgået.
Læs også: Bosted undlod at fortælle om angiveligt sexovergreb på barn
I en tilsynsrapport fra 2017 skriver Socialtilsyn Nord, at personalegennemstrømningen “har en betydelig størrelse”. Det får tilsynet til at konkludere “at en sådan personalegennemstrømning utvivlsomt vil have indflydelse på kvaliteten i det pædagogiske arbejde.”Relationsdannelse er vigtigt
Bostedet Myagergård er en del af den private bostedskæde Hjorthøjgård, som Fagbladet FOA har bragt en række kritiske artikler om.
Myagergård modtager anbragte børn og unge, hvoraf flere har været udsat for omsorgssvigt og har psykiatriske diagnoser. Efter svigt i familien skal de på ny lære at danne positive relationer. Den udvikling kan den høje gennemstrømning af personale bremse.
“Det er vigtigt, at man som ansat kan følge de enkelte børn over længere tid. I den sammenhæng er udskiftningen et kæmpe problem, for mennesker udvikler sig i relation til andre mennesker,” siger Anne Marie Villumsen, ekspert i kommunernes arbejde med udsatte børn og unge på VIA University College.
Det er samtidig svært at få viden om de konkrete børn, når personalet udskiftes hurtigt, påpeger hun.
"En stor personalegennemstrømning vil gøre det tidsmæssigt og fagligt vanskeligt for de professionelle at have et indgående kendskab til det enkelte barn og det enkelte barns historie. At hjælpe børn i vanskeligheder kræver en fagligt velfunderet viden og et særligt kendskab til det enkelte barn," siger Anne Marie Villumsen.
Læs også: Tilsyn: Bosted lod krænker alene med børn uden opsyn
I dokumenter fra Socialtilsyn Nord, som Fagbladet FOA har fået indsigt i, fremgår det, at personalegennemstrømningen i 2015 var på 33 procent. I 2016 var samme tal 38 procent.Børnene mister tillid
Den store udskiftning i personale på Myagergård kan være med til at skade de anbragte børn, fortæller Bodil Dichow, psykolog og leder af Thora Centeret, der arbejder med misbrugte og omsorgssvigtede børn.
Læs også: Bosted forhindrede bevidst tilsyn i at tale med anbragte unge
“Børnene på det her bosted vil ikke få det bedre. Børn får det bedre af, at de ved, at de voksne er der for dem og forstår deres problemer. De har brug for nogen, de kan have tillid til. Det kan de jo ikke her, for de ved ikke, om personalet kommer igen i morgen,” siger hun.Pilen peger på ledelsen
Når det gælder om at placere ansvaret for den store udskiftning i personalet, peger pilen ifølge Socialtilsyn Nord på den ansvarlige ledelse. Tilsynet skriver , at den store gennemstrømning af personale indikerer, “at den daglige drift ikke i tilstrækkelig grad varetages kompetent”.
Fagbladet FOA har gennem længere tid ønsket at stille en række spørgsmål i sagen til Lars Andreasen, der indtil forleden var leder af den private bostedskæde, Hjorthøjgård, som Myagergård hører under. Lars Andreasen har dog ikke ønsket at medvirke og har henvist til sin advokat Bjarke Vejby. Advokaten havde inden deadline ikke svaret på Fagbladet FOAs spørgsmål.
Efter artiklens deadline har Hjorthøjgård på sin hjemmeside meddelt, at Lars Andreasen er "ophørt som direktør i Hjorthøjgård." På hjemmesiden begrundes det blandt andet med følgende:
"På den anden side har der i den sidste uges tid været rejst en så omfattende kritik mod ledelsen, at bestyrelsen har været nødt til at vurdere behovet for en ny ledelse."