Sidste chance: Alt kan ske i weekendens forhandlinger

Der var ikke mange, der troede, at forligsmand Mette Christensen ville udskyde storkonflikten i yderligere 14 dage, så den endegyldige dato nu hedder 1. maj. Det betyder, at strejker senest kan begynde 6. maj og lockout 12. maj, hvis landet bliver ramt af en storkonflikt.  Jørgen True

Efter at forligsmanden har udsat konflikten i yderligere 14 dage, fortsætter forhandlingerne i Forligsinstitutionen fredag. Sidste chance for at finde en løsning er 1. maj klokken 23.59. 

18. april 2018

Fredag klokken 10 skal parterne i stat, region og kommune igen møde i Forligsinstitutionen. Denne gang har de fået at vide, at de skal tage tandbørster og soveposer med, og forventningen er da også, at forligsmand Mette Christensen kommer til at presse dem så meget, at der i løbet af weekenden kommer en forløsning.

Læs også: Forligsmanden udskyder konflikten i to uger

Enten ved at parterne selv indgår forlig, ved at forligsmand Mette Christensen præsenterer dem for et mæglingsforslag, som de accepterer, eller ved at hun opgiver. 

To uger til deadline

”Der er ikke mange, der tror på, at hun igen lader 14 dage passere,” siger arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Laust Høgedahl om, at forligsmanden formelt set har helt ind til 1. maj klokken 23.59 til enten at finde en løsning eller til at annoncere, at Danmark er endt i en storkonflikt.  

”Men på den anden side har hun vist sig at være meget opfindsom. Alt kan stadig ske, og hun kan i princippet gøre, hvad hun vil – også udnytte tiden helt indtil 1. maj. Det hele er meget uforudsigeligt,” siger Laust Høgedahl.

Blandede signaler

Uforudsigeligt var det også under nattens forhandlinger. Det forlyder, at forligsmanden klokken 21.45 sendte sine jurister rundt i Forligsinstitutionen for at orientere parterne om, at der klokken 23.59 skulle landes en aftale, og at hun ikke ville udsætte en gang til. Klokken 23.55 var forhandlingerne få millimeter fra at bryde sammen, hvorefter forligsmanden alligevel valgte at udskyde konflikten i yderligere 14 dage, så strejkerne senest kan begynde den 6. maj og lockouten den 12. maj. 

Læs også: Massiv slutspurt om nye overenskomster i Forligsen

”Der var ikke mange, der havde regnet med, at hun ville udskyde en gang til,” siger Laust Høgedahl, der nu ser flere forskellige scenarier for, hvad der kommer til at ske.

Hun opretholder presset

”Det ene scenarie er, at hun kører videre på det momentum, der er blevet skabt af den meget effektive møderække i forhandlingerne med stat, region og kommune, som hun har haft de seneste dage, og at hun kører hårdt på igen fredag og i weekenden, så det bliver afgjort nu. Det er også klart min forventning, for jeg tror ikke, de kommer tættere på en løsning, hvis presset går af forhandlerne,” siger han.

Læs også: Rengøringsassistenter, sosu’er og akademikere i fælles kamp for velfærd

Eller så beder hun parterne om at tænke sig om en gang til. 

”Det andet scenarie er, at hun beder dem om at gå i tænkeboks, måske ind til bededagene, hvorefter hun præsenterer dem for et mæglingsforslag som det allersidste,” siger Laust Høgedahl. 

Sidste chance 

Selv tror han i første omgang, at hun vil arbejde videre med at få parterne til at nå et forlig, hvor hun leder forhandlingerne som mødeleder, men hvor de selv skal nå frem til en aftale. Hvis de ikke kan nå til enighed, vil hun selv fremsætte et mæglingsforslag ud fra parternes egne forslag, som hun så sender til afstemning. Et mæglingsforslag vil presse parterne yderligere, understreger han. 

”Med et mæglingsforslag vil det blive tydeligt, hvem der har sagt ja og hvem der har sagt nej, og hvis skyld det er, at vi får en storkonflikt i Danmark. Så det bliver nok den allersidste trumf hun fyrer af, inden hun erklærer sammenbrud.”