Over 2.000 FOA-tillidsfolk: Vi ønsker ikke konflikt, men vi er parate

Samtidigt med, at forhandlerne mødtes i Forligsen til det sidste afgørende møde, var over 2.000 tillidsfolk samlet til stormøde i Odense for at forberede sig til resultatet af forhandlingerne. Heidi Lundsgaard

Fællesskab og sammenhold var to ord, der gik igen adskillige gange i løbet af stormødet for over 2.000 tillidsfolk fra FOA. Ordene var også med i en fælles udtalelse.

17. april 2018

Hvis der er to ord tillidsrepræsentanter fra hele landet husker efter FOA-stormødet i Odense tirsdag, er det sammenhold og fællesskab. 

De to ord blev fremhævet adskillige gange i løbet af dagen, også da stormødet skulle komme med en fælles udtalelse. I udtalelsen endte der blandt andet med at stå:
 
“Når vi mødes som tillidsfolk her i dag, så handler det om fællesskab og sammenhold. Når vores forhandlere lige nu mødes i Forligsen, så handler det om fællesskab og sammenhold. Et historisk fællesskab og et historisk sammenhold.”
 
Der stod også:
 
“Vi ønsker ikke konflikt. Men vort fællesskab er stærkt, og vi er parate. Vi er parate til at fortsætte og øge presset, hvad enten det er gennem at fortsætte presset på kommuner, stat og regioner ved forhandlingsbordene i Forligsinstitutionen eller gennem konflikt på arbejdspladserne.” 
 
Læs hele udtalelsen her.

Sosu: Vi løfter i flok

Camilla Roth Andersen er social- og sundhedsassistent på Hæmatologisk Afdeling på Odense Universitetshospital, og hun understregede også følelsen af fællesskab, da hun blev spurgt om, hvad hun kunne bruge stormødet til:

“Det giver en følelse af at løfte i flok. Og en faglig stolthed, at vi på den måde står sammen. Og det har stor betydning, at vi holder sammen om musketereden. Vi er gået ind i det her samlet, og vi forlader Forligsinstitutionen sammen,” sagde hun.

Tillidsrepræsentant: Hele Danmark står sammen

Christina Gregild, tillidsrepræsentant for den udekørende hjemmepleje i Greve, bakkede op om fællesskabet.

“Det giver en større styrke og robusthed at være her og sammen tro på, at vi kan nå i mål. Vi er ikke én, eller 10 personer. Det er hele Danmark, der står sammen. Der er en stor samhørighed, og det er så dejligt.” 

Næstformand i FOA, Mona Striib lagde også vægt på vigtigheden i at være en del af fællesskabet, da hun præsenterede udtalelsen: 

“Jeg håber, at udtalelsen viser, at det er rigtig dumt at stå uden for fællesskabet.”