Tirsdag er skæbnedag i forhandlingerne om din løn

Forligsmand Mette Christensen sidder for bordenden, når parterne på hele det offentlige område mødes i Forligsinstitutionen i København tirsdag formiddag og forhandler om nye overenskomster for de ansatte. Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Tirsdag er der ved midnatstid deadline for de offentlige overenskomstforhandlinger. Det er skæbnedag i Forligsen, og derfor laver forligsmanden”en massiv slutspurt”, som en arbejdsmarkedsforsker kalder det.

16. april 2018

Forligsmand Mette Christensen har nu gennem adskillige uger på skift haft regioner, stat og kommunernes forhandlere inde i Forligsinstitutionen i København i et forsøg på at få enderne til at mødes og lave nye overenskomster for sosu’er, lærere, pædagoger, køkkenpersonale og andre offentligt ansatte.

Læs også: Forlig eller forlis? Det afgøres i Forligsen i de kommende timer

Hidtil uden succes. Tirsdag ved midnatstid udløber forhandlernes frist til at forhandle nye overenskomster med forligsmand Mette Christensen for bordenden.

Derfor øger forligsmanden presset på forhandlerne fra stort til maksimalt og har tirsdag kaldt både regioner, stat og kommunerne til fælles forhandlinger i Forligsen allerede fra klokken 10 om formiddagen.

Midnat er deadline

Deadline præcis ved midnat mellem tirsdag og onsdag er nemlig ikke kun deadline for forhandlerne på både arbejdsgiver- og lønmodtagerside. Også forligsmanden har sin egen deadline netop der.

For senest på det tidspunkt skal Mette Christensen beslutte, om parterne har fået taget så meget hul på reelle forhandlinger, at hun skal benytte sig af muligheden for at udskyde de varslede konflikter i 14 dage. Eller om de er så langt fra hinanden, at de varslede konflikter må træde i kraft. 

Læs også: 7 gode råd: Sådan laver du en succesfuld aktion

Arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra CARMA ved Aalborg Universitet vurderer, at forligsmanden til det sidste forsøger at lande enten et forlig eller et mæglingsforslag.

”Forligsmand Mette Christensen har lagt op til noget af en slutspurt. Fordi hun havde indkaldt både regioner og staten mandag, og så er både kommunerne, regioner og statens forhandlere i fællesskab indkaldt til tirsdag klokken 10. Og det vidner jo om, at hun sætter en kæmpe slutspurt ind i forsøget på enten at få et forlig eller for at kunne fremsætte et mæglingsforslag,” siger han til Fagbladet FOA.

Flere mulige scenarier

Ifølge arbejdsmarkedsforskeren er der en række scenarier for, hvordan dagen kan ende:

1. Der er selvfølgelig mulighed for at lave et forlig, hvor parterne af egen drift, men med forligsmandens mellemkomst, bliver enige om aftaler.

2. Forligsmanden forsøger at skrue et mæglingsforslag sammen, efter hun nu gennem adskillige uger har forhandlet med parterne. Her har hun fået en stærk fornemmelse for de områder, hvor både arbejdsgivere og lønmodtagere kan mødes og nikke ja til en mæglingsskitse, der efterfølgende sendes til afstemning hos de offentligt ansatte.

3. Forligsmanden kan erklære sammenbrud. Det vil sige, at nu er der ikke mere for hende at gøre. Hun har udtømt sine muligheder for mægling, og så vil de varslede konflikter træde i kraft efter fem dage.

 4. Eller også er der muligheden af, at konflikten udskydes med yderligere 14 dage. Forligsmanden har allerede udskudt strejker og lockout til ikrafttræden henholdsvis den 22. april og den 28. april.

Kun forligsmanden kender slutningen på dagen

”De fire scenarier er meget overordnede, for ud over disse fire kan forligsmanden blandt andet vælge at ”sætte uret i stå”. Det kort kan hun bruge, hvis parterne sidder og forhandler helt op til deadline, og altså har gang i nogle realitetsforhandlinger, og midnat nærmer sig. Så kan forligsmanden sige, at nu "sætter jeg uret i stå", og vi forhandler videre - selvom vi egentlig formelt har overskredet vores deadline,” siger Laust Høgedahl.