Rengøringsassistenter, sosu’er og akademikere i fælles kamp for velfærd

Der var FOAs gule veste og røde hænder. Der var pædagoger i pink, betjente i gult, socialpædagoger, HK’ere og lærere i hvidt. Der var psykologer i blåt og gymnasielærere i studenterhuer af pap. Der var røde faner, små, skinnende 3F-flag og hjemmelavede bannere med slogans som ’En løsning for alle’, ’Respekt for vores arbejde’ og ’Vi er mere værd’.

Op mod 10.000 mennesker demonstrerede tirsdag eftermiddag på pladsen foran Thorvaldsens Museum i København, hvor vejen var spærret af helt ned til Stormgade.

”Det her er en historisk begivenhed,” dundrede Jan Hoby, næstformand i LFS, fra scenen, hvorfra han agerede konferencier.

Jeres kamp er vores kamp

”Vi skriver Danmarkshistorie i disse dage,” fortsatte han og nævnte de tusindvis af demonstranter, der i Randers, Esbjerg, Varde, Aarhus og Rønne, ja, i hele Danmark samtidigt protesterede mod arbejdsgiverne i stat, region og kommune og sammen krævede bedre løn og arbejdsvilkår.

Danmarkshistorie, fordi de offentligt ansatte på tværs af fag, uddannelse og lønniveau, aldrig før har stået så stærkt sammen. Ikke kun bundet sammen af den solidaritetspagt, hvor fagforeningerne i overenskomstforhandlinger kæmper sammen om krav som blandt andet lærerens arbejdstid, de statsansattes frokostpause og en højere løn. Men også af en stærk følelse af solidaritet mellem gymnasielærere og rengøringsassistenter, mellem DJØF’ere og sosu’er.

Demonstranterne piftede, klapsalverne bragede. Nok måtte være nok.

I samme båd

Det er ikke kun historisk. Det er helt nødvendigt, sagde Heidi Middleton, der er medlem af FOA og havde FOAs En Løsning For Alle-badge på jakken. Hun og kollegerne stod lidt væk fra lastbilen, der i dagens anledning var blevet til en scene for de 13 talere fra 13 forskellige fagforbund, der hver især havde fået fem minutter til at tale i.

Heidi Middleton er pædagog på Østerbro og har set forringelser i hvert eneste år af de 18, hun har været pædagog.

”Vi har jo ikke en chance for at få noget som helst igennem, hvis vi ikke står sammen. Så står vi alene i hvert lille fagforbund, men hvis vi skal ændre noget, så må vi prøve at gøre det sammen. Vi er jo samme båd,” sagde Heidi Middleton og rystede på hovedet.

Politikerne ser ikke ud til at høre budskabet, men snart går det ikke mere. Skruen er blevet strammet, så den ikke kan strammes mere, og pædagogerne er begyndt at kunne mærke det på børnene, lyder det fra den erfarne pædagog:

”Jeg bliver øm i hjertet over det. Vi rækker ikke til længere. Derfor er det godt, at vi har fundet solidariteten frem igen.”

Viser vejen frem 

På scenen var det blevet Dennis Kristensens tur. Klapsalverne rungede endnu højere end før, FOA-fløjterne hvinede, og Jan Hoby fra LFS nærmest råbte ind i mikrofonen, at han syntes, at de pensionsregler, der gør, at Dennis Kristensen snart må gå af som FOAs formand, burde afskaffes.

”Vi burde multiplicere og kopiere ham langt ind i fremtiden, fordi faglige ledere som ham viser vejen for alle os andre,” hvorefter Dennis Kristensen overtog med en hyldest til alle de offentligt ansatte, der knokler i velfærden.

”Alle de faggrupper, som sørger for, at Danmark holder næsen oven vande. Som sørger for, at Danmark virker. At Danmark fungerer døgnet rundt på alle årets dage. At velfærden og den offentlige service skaber en løsning for alle,” sagde Dennis Kristensen og kritiserede, at politikerne og økonomerne kun har et budskab til dem: Nemlig mådehold.

”Men vi har været beskedne. Vi accepterede magre overenskomster under den mangeårige økonomiske krise. Vi vil ikke alene have en fair andel af opsvinget. Vi vil også have fair vilkår.”

Dennis Kristensen understregede, at han ikke gik efter strejke og lockout. Han ville ikke konflikt, men en løsning for alle. Og en løsning for alle, mente han, var, hvis man i overenskomstforhandlingerne kunne sætte flueben ved kernespørgsmålene som eksempelvis lønløft, ligeløn, spisepause og lærernes arbejdstid, der også indgår i solidaritetspagten. Det skal der til, lod Dennis Kristensen forstå ”hvis et forlig skal være attraktivt for de offentligt ansatte”.

”Hvis et forlig skal indeholde en løsning for alle. Og hvis et forlig skal være det bedste alternativ til en konflikt.”

Trynet hver gang

At FOA-medlemmer står sammen med lærerne, er Gitte Frederiksen, der arbejder som social- og sundhedshjælper i Karlslunde, fuldstændig enig i. Hun stod med et stort banner og gul FOA-vest, klar til at kæmpe.

”Det er dejligt, at vi står sammen alle faggrupper for en gangs skyld. Det er meget vigtigt. Vi er blevet trynet ved hver eneste overenskomstforhandling, og vi er ikke blevet hørt i lang tid. Det skal det være slut med,” sagde Gitte Frederiksen og uddybede, at de skal have mere i løn og mere respekt for deres arbejde.

”Vi kan bedre råbe op, når vi står sammen. Det er som om, det nærmest skal være et kald, hvis man er offentligt ansat. Men vi skal betale det samme i husleje som alle andre.”

Ny i konflikt

På scenen fortalte DJØF Offentligs formand Sara Vergo, at hun forleden fik et badge. Ny i konflikt, stod der. Lige som skolebørnene. Hendes faglige gruppe var den mest udskældte gruppe af dem alle, bedyrede hun.

”Men det er politikerne, der træffer beslutningerne, ikke DJØF’erne.”

Gymnasielærer på Sorø Akademi Mikkel Ullerup Olsen stod på sidelinjen og lyttede.

”Jeg har kæmpe sympati med resten af den offentlige sektor,” sagde han.

”Vi står i samme situation. Det gælder om, at vi sætte foden ned nu, og at vi gør det sammen,” siger Mikkel Ulllerup Olsen, der er bekymret for, hvor langt Moderniseringsstyrelsen og arbejdsgiverne vil gå med vilkårsforringelser i hele den offentlige sektor. Også i fremtiden.

”Nu for eksempel spisepausen. Jeg ved ikke, hvad de forestiller sig. At man bare slapper af? Jeg tror, jeg det seneste år har haft en håndfuld frokoster, hvor jeg ikke har holdt møder eller arbejdet.”