Ansatte i psykiatrien savner viden om behandling af dobbeltdiagnoser 

På Forsorgshjemmet Solvang i Glostrup bruger de ansatte kognitive metoder og praktiske opgaver i arbejdet med dobbeltdiagnosticerede og udsatte beboere. Social- og sundhedsassistent René Silword (grå trøje) og de fleste andre medarbejdere på stedet, har efteruddannelse, der hjælper dem i arbejdet med beboere med dobbeltdiagnoser. Jørgen True 

Hver fjerde medarbejder mangler viden om borgere, der både kæmper med misbrug og psykisk sygdom.

05. april 2018

To ud af tre medlemmer inden for det specialiserede socialområde arbejder med borgere, der både har en psykisk sygdom og et misbrug. Det viser en ny FOA-undersøgelse blandt pædagogiske og social- og sundhedsfaglige medlemmer. 

Læs også: Uddannelse forbedrer behandlingen af borgere med dobbeltdiagnoser

Hver fjerde af dem savner metoder og faglig viden på området, fremgår det af undersøgelsen. Det er en enorm opgave, som medarbejderne står overfor i psykiatrien, vurderer Irene Oestrich, kognitiv specialist ved Region Hovedstadens Psykiatri. 

“Mennesker med dobbeltdiagnoser er en svær patientgruppe at arbejde med, fordi misbruget også har betydning for deres adfærd. Det kræver en særlig menneskelig indsats af personalet,” siger Irene Oestrich. Hun anbefaler massiv efteruddannelse.

Arbejdsgiverne holder igen

I medlemsundersøgelsen efterspørger mange da også efteruddannelse og kompetenceudvikling. Hele 36 procent efterlyser kendskab til kognitiv adfærdsterapi, der er en anerkendt metode til arbejdet med mennesker med dobbeltdiagnoser. 

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

Muligheder for efteruddannelse findes, men det er ikke det samme, som at medarbejderne får lov til at benytte sig af dem, fortæller formanden for Social- og Sundhedssektoren i FOA, Karen Stæhr. 

“Arbejdsgiverne holder igen med at sende medarbejderne på kursus, på trods af de bliver økonomisk kompenseret,” siger hun. FOA har et ønske om en national uddannelse inden for det psykiatriske område. 

“Vi ønsker, at alle kan få bygget flere kompetencer oven på deres nuværende kvalifikationer og kompetencer. Det er der brug for, i takt med vi får flere svært psykisk syge borgere,” siger Karen Stæhr.