Ældreminister vil undersøge køretid i hjemmeplejen

"De svar er jo helt uforståelige al den stund, at de er selvsamme ældrechefers opgave at tilrettelægge hjemmehjælpernes arbejde," siger ældreminister Thyra Frank (LA) om FOAs ældrechefsundersøgelse. Pressefoto, Ældreministeriet

Hver tredje ældrechef mener ’slet ikke’, at de ansatte i ældreplejen har nok køretid mellem borgerne. Ældreministeren vil nu afdække problemets omfang.

08. marts 2018

En undersøgelse fra FOA har afsløret, at hver tredje ældrechef ude i kommunerne ’slet ikke’ mener, at de ansatte i ældreplejen har nok køretid mellem borgerne.

Ældreminister Thyra Frank kan ikke forstå, hvorfor ældrecheferne svarer sådan i undersøgelsen, når de selv lægger køreplaner for de ansatte. 

”Jeg synes, det er en opsigtvækkende undersøgelse. At så mange ældrechefer ikke mener, der er afsat køretid nok. De svar er jo helt uforståelige al den stund, at det er selvsamme ældrechefers opgave at tilrettelægge hjemmehjælpernes arbejde,” skriver hun i et mailsvar til Fagbladet FOA. 

Dialog med KL

Men ældreministeren kender godt til problemet med de manglende køretider. Nu ønsker hun at undersøge omfanget af det.

”Der skal afsættes tid nok. Både til at give borgerne hjælp, og til kørsel mellem besøgene. Vi skal have undersøgt omfanget af det her problem. Derfor har jeg bedt mit ministerie gå i dialog med KL for at finde ud af, hvordan vi kan få et dækkende overblik,” skriver hun. 

500 millioner til ældreplejen

Hun skriver derudover, at der i finansloven er blevet afsat 500 millioner kroner årligt, som skal sikre bedre bemanding, reducere sygefraværet og skabe bedre arbejdsvilkår for de ansatte i ældreplejen. 

”Jeg tager udfordringen med rekruttering af social- og sundhedspersonale meget alvorligt. Vi er nødt til at skabe mere opmærksomhed om den vigtige opgave, som medarbejderne løser i ældreplejen," skriver hun.

Dialogen med KL er stadig i den indledende fase, så hvornår der kommer en rapport med problemets omfang, og hvad der reelt kommer til at ske i dialogen med KL, kunne ministeriet ikke svare på endnu.